Voksenpsykologen: “Vent med at vaske tøj til i morgen”

”Man kan kommunikere ud til sine nærmeste og finde matchende fællesskaber. Og så kan man økonomisere med sin energi. Og slutteligt kan man træne sine sociale færdigheder”. Sådan lyder psykolog Eva Bjerregaard Bohns råd til ensomme voksne med epilepsi.

Af Per Vad
pervad@epilepsiforeningen.dk

Vi sidder forskudt og langt fra hinanden på hver side af det brede mødebord på Epilepsihospitalet. Jeg bærer mundbind, og psykolog Eva Bjerregaard Bohn er beskyttet af en ansigtsskærm, mens vi taler om den ensomhed og isolation, nogle voksne med epilepsi oplever.

”Ensomhed er en udfordring for rigtig mange voksne med epilepsi. Mange føler sig meget alene med deres epilepsisygdom, og mange føler sig også anderledes på grund af de udfordringer, som epilepsien kan give”, siger voksenpsykologen og peger på kognitive problemer, som folk måske først som voksne finder ud af, kan skyldes epilepsien.

”Ensomhed hos de voksne, kan jo i yderste instans føre til, at man isolerer sig endnu mere, bliver deprimeret eller får angst.”

Ingen musik i sproget

Coronatiden, hvor man også skal bruge energi på ekstra ting som at huske at spritte af, bruge mundbind og vaske hænder, kan have påvirket voksne med epilepsis trivsel, og eventuelle tegn på angst og depression kan være forværret, mener Eva Bjerregaard Bohn:

”Angsten har det med at vokse sig større, hvis man i forvejen har svært ved at komme ud, og man virkelig skal tage sig sammen for at komme ud ad døren og møde andre mennesker, så bliver det rart at være hjemme. Og når man så har en god grund til at blive hjemme, bliver det endnu sværere at komme uden for.”

Når man ringer til isolerede venner eller familiemedlemmer, kan man nogle gange høre deres ensomhed i telefonen: ”Hvis der ikke er musik i det, de siger – hvis stemmeføringen er monoton eller omvendt, de er meget snakkende, og det er svært at få samtalen afsluttet.”

Økonomiser med energien

Der er kommet øget fokus på ensomhed i samfundet, og for især unge er der steder, man kan få hjælp. For voksne er det sværere, mener Eva Bjerregaard Bohn:

”Med voksne er det ikke bare dem, der har udfordringerne, det er også dem selv, der skal løse dem. Det er en dobbeltudfordring. Jeg synes børnene er lidt bedre stillet, fordi de har forældrene, der vil gå gennem ild og vand for dem. Det kunne være fedt, hvis nogen kunne tage over og holde i hånd ligesom hos børnene.”

Hvad man skal gøre for at komme ud af ensomheden, afhænger af årsagen. Grundlæggende kan ensomhed hos voksne med epilepsi skyldes manglende energi, manglende matchende fællesskaber eller manglende færdigheder.

”Det er en god ide at opsøge nogle sociale fællesskaber, men så er det spørgsmålet, om man har energi til det. Vi snakker på voksenområdet rigtig meget om energiforvaltning. Og hvis man er et socialt menneske, der har brug for sociale kontakter, så er det rigtigt vigtigt, at man forvalter sin energi på en måde, så man også har energi til at være social,” forklarer Eva Bjerregaard Bohn og fortæller, at de på Epilepsihospitalet arbejder med at lære patienterne energiforvaltning:

”Man bliver nødt til at lægge en plan. Så de dage, hvor man planlægger sociale aktiviteter, er man nødt til at planlægge andre ting, man ikke vil gøre, så det passer med, at den samlede energi ikke overstiger den mængde energi, man har,” siger hun: ”Så kan det godt være, at man ikke får vasket tøj den dag.”

Sociale færdigheder

Hvis man savner et fællesskab, bør man opsøge et fællesskab, der matcher en, og hvor ens evner kan bruges. Man skal finde et fællesskab, hvor man ikke falder igennem, men i stedet kan få en lille succes.

”Hvis man er ensom blandt andre mennesker og føler sig uden for fællesskabet, så vil det være en god ide at søge andre fællesskaber; for eksempel epilepsifællesskaber.”

Artiklen fortsætter under billedet af Eva Bjerregaard Bohn

Når man skal have fodfæste i et socialt fællesskab, er der nogle sociale færdigheder, man skal have styr på. Man skal ikke afbryde, man skal stille spørgsmål tilbage, man må ikke skifte emne hele tiden og så videre. Det kan være godt at sparre med nogen, hvis man gerne vil styrke sin sociale kunnen, siger Eva Bjerregaard Bohn:

”Hvis man ikke har mulighed for at gå til psykolog, så sid derhjemme og øv dig på nogle åbningssætninger, der kan sætte gang i en samtale: Hvor er du fra? Kommer du her tit?”

Når man skal lære åbningssætninger og sociale færdigheder, kan man også starte med at observere andre: ”Sætte sig på Hovedbanegården eller et andet sted, hvor der er mennesker at se: Hvad gør de?”

Når man er sammen med andre, kan det hjælpe, hvis man er åben om sine udfordringer: ”Sig til folk. ”Jeg har tendens til at tale for meget, så hvis jeg gør det, så bare sig det til mig”. Eller fortæl en kollega, at du har svært ved at huske.”

I den forbindelse er det store spørgsmål måske: Skal man fortælle om sin epilepsi?

”Det skal jo nok ikke være åbningsreplikken – ligesom folk ikke starter en samtale med, at de har sukkersyge. Det er noget, man skal gøre, når man har været der et par gange, tænker jeg. Og så behøver man ikke holde et foredrag om det, men sig det til sidemakkeren eller til den der står for undervisningen eller hvad det er, man er til,” svarer voksenpsykologen: ”Vi er jo ikke vores sygdom.”

Film med råd om ensomhed

Når man sidder derhjemme og overvejer, om man skal deltage i et eller andet, så skal man være lidt optimistisk, råder voksenpsykologen: ”Man skal ikke tænke på alt det, der kan gå galt; tænk på de gode ting. Og man kan jo bare lade være med at se dem igen, hvis det går galt.”

Og når man igen sidder derhjemme og evaluerer begivenhederne, skal man lære af sine egne succeser: ”Hvad fungerede godt? Hvad lykkedes for mig?”, siger Eva Bjerregaard Bohn og opsummerer det hele i tre gode råd til voksne, der føler sig ensomme:

”Man kan kommunikere ud til sine nærmeste og fnde matchende fællesskaber. Og så kan man økonomisere med sin energi. Og slutteligt kan man træne sine sociale færdigheder.” Den sammenfatning af hendes budskaber, kan man også høre i den nye lille to minutters flm med Eva Bjerregaard Bohn.

Kilde

Artiklen har været bragt i bladet Epilepsi nr. 1, 2021