26.09.2012

Velfærdssamfundet får et tjek

I dag, onsdag den 26. september, er Dansk Epilepsiforening vært for en tværfaglig arbejdskonference om epilepsi under overskriften ”Hvordan skaber vi sammenhængende velfærd for mennesker med epilepsi?”

”Danmark er et godt velfærdssamfund. Men på deres vej gennem systemet støder mange epilepsipatienter og deres familier gentagende gange på unødvendige forhindringer, der hverken gavner dem eller samfundet. Og man kan sagtens diskutere, om den måde vi har indrettet vores velfærdssystem på er den mest optimale. Derfor har vi samlet en bred gruppe af dygtige fagfolk til denne konference, hvor formålet er at drøfte en række af de problemstillinger mennesker med epilepsi stilles i, når de møder velfærdsstatens tilbud og krav,” udtaler Dansk Epilepsiforenings landsformand Lone Nørager Kristensen.

Som eksempel nævner hun en voksen, som har epilepsi og er arbejdsløs. Vedkommende er i kontakt med det lokale jobcenteret,  som ser på ”arbejdsløsheden” som problem. Sagen er blot, at det ikke nødvendigvis giver mening, bare at se på ”arbejdsløshed” som et isoleret problem, fordi epilepsien på den ene eller anden måde kan spille en rolle for mulighederne for at komme i arbejde. På den anden side kan det at være i arbejde have en dæmpende effekt på epilepsien. Det gode spørgsmål er så, hvordan man får jobcentrene og behandlingsstederne til at se helhedsorienteret på mennesket med epilepsi og støtte op om hinandens funktioner?

På konferencen deltager en lang række fagpersoner fra hele landet for at drøfte, de paradokser der ligger i vores velfærdssystem i dag, og hvordan vi finder gode konkrete løsninger på disse paradokser.

”Vi har lavet konferencen ud fra en ambition om at lægge en ny kurs, hvor vi som forening kan få flere og stærkere budskaber frem om initiativer, der kan løse de mange forhindringer vores velfærdssystem ind i mellem sætter op for sig selv,” fortsætter Lone Nørager Kristensen. ”Ved ikke at se på hele mennesket, men kun se på en del af det hele menneske opstår en række paradokser og problemer. Vi er overbeviste om, at vi som samfund får bedre velfærd for vores skattekroner, hvis vi ser på helheder, i stedet for isolerede del-problemer.”

(Kilde. Dansk Epilepsiforening)

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev