Vejen ud af ensomhed starter med, at du smiler til kassedamen

Følelsen af ensomhed er et advarselssignal, ligesom smerten når man ligger en hånd på en varm kogeplade. Det er et signal om, at du skal gøre noget. Du skal erkende ensomheden, tale om den og opsøge sociale fællesskaber, siger Julie Manley, der hjælper ensomme unge

Af Per Vad
pervad@epilepsiforeningen.dk

Hvad er ensomhed? Hvis man googler det, får man en masse sort­hvidbilleder med unge i tomme lokaler, der stirrer træt og trist ud af regnvåde vinduer. Eller kontrastfyldte billeder af en person, der næsten bare er en silhuet, som sidder alene på et stillestående gyngestativ, eller som står ved en øde strandkant med det åbne hav foran sig og truende skyer over sig. Stiller man spørgsmålet til Julie Manley fra Ventilen, der arbejder med unge ensomme, så er ensomhed noget meget individuelt: ”Det er, når ens sociale behov ikke bliver opfyldt”, svarer hun og siger, at det er en ekstrem subjektiv følelse, som man kun selv ved, om man har.

”Man kan sagtens have meget få venner og alligevel ikke være ensom, fordi de relationer, man har, giver mening for en og opfylder ens behov. Man kan også have 48 venner og være ensom, fordi ingen af dem opfylder ens behov.”

Julie Manley er uddannet pædagog. Hun er lokal­ og organisationskonsulent i Ventilen, der er en landsdækkende social organisation for unge ensomme, hvor hun rådgiver de unge frivillige i at drive tilbud til ensomme unge.

Ensomhed er et faresignal, forklarer konsulenten, og sammenligner det med, når maven knurrer, fordi du trænger til mad. Og hvis du lægger hånden på en varm kogeplade, så skriger hjernen: Flyt hånden og put den under den kolde hane. På samme måde er ensomhed en følelse, der er et faresignal fra hjernen om, at du har brug for social kontakt:

”Hvordan følelsen er præcist bliver beskrevet meget forskelligt. Det kan være en fysisk følelse som ondt i maven. Det kan være tristhed. Vi ser rigtig mange følgeting i forhold til langvarig ensomhed som depression, angst og social fobi, men i det små er det bare den der følelse af ikke at passe ind; ikke at have lyst til at gå i skole eller på arbejde og ikke føle sig som en del af det fællesskab, som de andre ser ud til at have.”

Hvornår er ensomhed et problem?

Når man beskæftiger sig fagligt med ensomhed, så skelner man mellem ensomhed og at være alene. Man kan sagtens være alene uden at være ensom – mange mennesker har brug for at være alene fra tid til anden. Man skelner også mellem kortvarig og langvarig ensomhed. Hvis man sidder derhjemme og er trist,fordi man ikke er blevet inviteret med til en bestemt fest, så er man ikke nødvendigvis ensom. Man kan også være ensom i korte perioder, hvor man f.eks. er flyttet til en ny by, er startet på et nyt studie eller oplever et andet skift i sit liv, hvor man skal opbygge nogle nye sociale kontakter:

”Der kan man jo godt føle sig ensom i den proces, men de fleste klarer den jo,” fortæller Julie Manley: ”Så er der de her syv procent, der oplever ensomhed hver dag, hvor det bliver en langvarig ensomhed. Og det er den, vi går ind og arbejder med.”

De syv procent, Julie Manley taler om,er andelen af unge danskere, der ifølge forskellige sundhedsstatistikker og ensomhedsundersøgelser er ensomme. Hvis man er forældre til en ung og frygter, at han eller hun er ensom, så kan man se efter, om der er en tristhed. Og hvis man har en ung søn eller datter, der aldrig ser andre mennesker, så er det også et tip om, at den unge måske er ensom, siger Julie Manly, der jævnligt bliver kontaktet af forældre, der søger råd til deres børn.

Hvordan slipper man ud af ensomheden?

Det vigtigste spørgsmål omkring ensomhed er selvfølgelig: Hvordan kommer man af med den?

”Man bliver nødt til først at anerkende, at man er ensom og har behov for at reagere på det”, siger Julie Manley og sammenligner det igen med maven, der knurrer og smerten, når ens hånd ligger på en varm kogeplade.

Dernæst skal man tale med nogen om det. Det kan være en forælder, en bedsteforælder, en lærer eller en anden voksen, man har et godt forhold til. Og man skal ikke være bange for at blive afvist, for langt de fleste voksne vil have tid og lyst til at tale med en om det. Du kan for eksempel starte med at spørge den anden, hvordan han eller hun har det, foreslår Manley. Så vil vedkommende også spørge, hvordan du har det.

Artiklen fortsætter under billedet af Julie Manley

Hvis man er en forælder, der gerne vil tage initiativ til sådan en samtale, skal man være venlig, respektfuld og lidt insisterende, råder ensomhedskonsulenten. For mange unge vil starte med at svare: ‘Jeg har det fint.’ Og så bliver man nødt til at presse lidt på. Det kan godt tage lidt tid, før den unge anerkende sit problem. F.eks. går der typisk et halvt år fra, at en ensom ung har hørt om Ventilen, og til de kommer derned. Forældre skal tro på, at deres unge er stærke og kloge nok til selv at gøre noget ved deres problem, siger konsulenten.

Man kan godt tilbyde sin hjælp, spørge om man skal køre dem, spørge om de har set dit og dat tilbud eller lægge en brochure på deres værelse: ”Man kan godt følge dem en vis del af vejen, men man bliver også nødt til at stoppe foran døren og sige: Det her er dit rum; det er ikke mit”, siger konsulenten.

Når den unge er parat til at tale om ensomheden, så gælder det om at være der og bare lytte: ”De gode råd kan komme senere. Start med bare at lytte. Få dem til at tale ud om, hvad det her drejer sig om.”

Hvilke problemer følger med ensomheden?

Når man har erkendt ensomheden og talt om den, så skal man fnde ud af, om ensomheden er det, der fylder mest, eller der er andre ting, som man også skal arbejde med. Der kan være følgevirkninger af ensomheden, som man bliver nødt til at få hjælp til. Følgevirkningerne kan både være psykiske lidelser, fysiske sygdomme og kognitive problemer.

Der er for eksempel ensomme unge, der mangler visse af de sociale færdigheder, der trænes i kontakten med andre mennesker, advarer ensomhedskonsulenten og fortæller, at unge med langvarig ensomhed ofte har problemer med job og uddannelse: ”For eksempel fordi, de har svært ved at klare sig gennem en jobsamtale eller ikke kan finde ud af at indgå i gruppearbejde på studiet.”

Hvordan får man sociale relationer?

Det første skridt ud af ensomheden er at anerkende problemet. Det næste skridt er at tale om det. Det tredje skridt er at finde ud af, hvor man kan gå hen og få de relationer, man har behov for. Men hvordan gør man det? Hvor skal man gå hen?

Mange kommer med velmenende råd til ensomme i stil med: Få dig en fritidsinteresse. Det har Julie Manley det lidt svært med, for der ikke nogen løsninger, der passer på alle: ”Hvis jeg skulle komme med et enkeltstående råd, der ikke bare var ’kom ned i Ventilen’, så skulle det være at prøve at finde noget, hvor man synes, at det at være der i sig selv er dejligt,” siger hun og minder om, at det jo ikke er alle, der kommer for at få venner. Mange er i fodboldklubben for bare at spille fodbold. Hvis man begynder at komme i et eller andet socialt fællesskab, kan det være en god ide at blive en af de frivillige, så man ikke bare skal være der, men har en funktion og er en, som de andre kommer med spørgsmål til.

Det er også vigtigt, at man deltager i julefrokosten og de andre sociale ting, der er i for eksempel fodboldklubben eller Epilepsiforeningen, siger ensomhedskonsulenten og tilføjer: ”Og så opstår almindelige venskaber jo ved, at man inviterer. Og det er okay, at man får et nej tak første gang.”

Hun advarer om, at man kan være for hård i sin bedømmelse af sig selv og ens sociale aktiviteter. Hvis man har været ensom i noget tid, kan man godt have en overdreven opfattelse af, hvor sjovt alle de andre har det, og hvad man skal forvente af sociale aktiviteter. Ensomme har også tit en negativ og ikke helt rigtig vurdering af, hvordan det er gået ved en social komsammen. Så i stedet for at fokusere på de negative ting og konkluderer, at det duede jeg ikke til, så prøv at få snakket om de positive ting og arbejd videre med dem.

Det allerførste skridt på en lang vej

Endelig skal man vide, at vejen ud af ensomhed ikke er en kort lille smuttur siger Julie Manley: ”Det er en lang vej. Der findes ikke nogen pille, man lige kan tage. Man bliver nødt til at forberede sig på, at man selv skal gøre et stort arbejde.”

Man kan eventuelt starte med at give sig den udfordring, at man vil hilse på kassedamen hver dag, forslår ensomhedsrådgiveren: ”Få de der menneskelige smil med, der gør, at livet bliver lidt rarere, og man bliver modigere og oplever, at det hverken er slemt eller svært at hilse på andre og være venlig.”

Kilde

Epilepsiforeningen. Artiklen har været bragt i “Epilepsi nr. 3, 2018”. Du kan hente artiklen og en smagsprøve på bladet som pdf.

Du kan finde andre podcast-artikler fra Epilepsiforeningen her.