Den 16. november sætter Epilepsiforeningens formand kryds ved styrket viden om epilepsi i kommunen, styr på retssikkerheden, borgerrådgivere, større anerkendelse af de pårørende og styrket neurologi
Den 16. november er der kommunal- og regionsrådsvalg. Et af de vigtigste temaer i valgkampen drejer sig om hjælpen til samfundets svageste borgere med sygdom og handicap.
”Vi har vel alle en forventning om, at samfundets sikkerhedsnet griber os, når vi får brug for den nødvendige hjælp. Det kan være ved en alvorlig sygdom som for eksempel epilepsi. men sådan er det ikke altid,” påpeger Epilepsiforeningens formand, Lone Nørager Kristensen, i sine debatindlæg til danske medier.
Bedre sagsbehandling og styrket retssikkerhed
Epilepsiforeningen har i en ny undersøgelse spurgt til pårørendes oplevelse af mødet med kommunen. Resultaterne tegner et dystert billede af den hjælp mange oplever at få eller rettere ikke får:
”Den er gal med sagsbehandling og retssikkerhed i mange kommuner, slår Epilepsiforeningens formand fast.
”Ansvaret for kommunens sagsbehandling ligger hos kommunalbestyrelsen. Politikerne kan gøre noget konkret. De kan sætte ind på at hæve kvaliteten i sagsbehandlingen og dermed styrke retssikkerheden. Og der kan ansættes borgerrådgivere eller opnormeres på området”, skriver Lone Nørager Kristensen.
”Vi skal undgå, at sager ender i lange og opslidende konflikter måske på baggrund af afgørelser, som viser sig at være forkerte,” skriver hun og peger på, at borgerrådgivere netop hjælper med at bygge bro mellem borger og kommune, hvilket vil gavne alle parter.
”Hvad angår sagsbehandling, så skal borgerne opleve, at der bliver lyttet til dem, og at de reelt bliver inddraget i afgørelser om deres egen sag”, skriver formanden:
Styrk viden om epilepsi
Epilepsi er en af de sygdomme og handicap, hvor der er behov for bedre hjælp til de ramte, som ofte er børn. Kommunen mangler viden om epilepsiens konsekvenser, som rammer hele familien.
”Sagsbehandlere skal have mere viden om følgerne af en sygdom som for eksempel epilepsi, så de fra starten kan træffe den rette afgørelsen om hjælp”, mener hun: ”Og systemet bør indrettes, så borgerne ikke kastes rundt mellem forskellige forvaltninger og indsatser, som starter forfra hver gang.”
Pårørendevejledere
Det offentliges forhold til pårørende er ikke god nok, mener epilepsiformanden. Epilepsiforeningens survey blandt pårørende har vist, at de pårørende overses, de inddrages ikke, og de vejledes ikke godt nok. Pårørende oplever ofte, at der ikke lyttes til dem, selvom de har vigtig information.
”For mange pårørende er det umuligt at finde hoved og hale i, hvilken hjælp de selv og den nærtstående med sygdom kan få fra kommunen eller sygehuset,” siger Lone Nørager Kristensen.
Det kan man ændre på ved at etablere flere pårørendevejledere, mener formanden:
”Pårørendevejledere kan hjælpe med at navigere rundt i det offentlige system, og i det hele taget give gode råd og støtte omkring de udfordringer, som pårørende møder.”
Styrk neurologien
Når det drejer sig om regionsrådsvalget, så hun gerne, at et markant løft af de neurologiske afdelinger på sygehusene, blev et af de vigtigste temaer i valgkampen:
”Der er stort pres på afdelingerne ofte med meget lange ventelister og lang ventetid til behandling”, siger hun.
Hun slutter med en opfordring til alle vælgerne: ”Du kan gøre en forskel ved at stemme på en politiker, som vil forbedre forholdene for mennesker med epilepsi og deres pårørende i kommunen og på sygehusene.”
Formanden på film
Epilepsiforeningens formand, Lone Nørager Kristensen, har præsenteret sine holdninger til kommunal- og regionsrådsvalget i to film.
Kommunalvalget:
Regionsrådvalget: