26.04.2020

TV søger søskende til en dokumentarserie

TV-selskab vil lave en dokumentarserie om at være søster eller bror til en person med handicap eller kronisk lidelse. De søger deltagere

 

 

Pipeline Production, som er produktionsselskabet bag dokumentarserien ‘De Sjældne Danskere’, søger medvirkende til en ny dokumentarserie om børn, der har en bror eller søster med en diagnose eller et handicap.

Kort om serien

I denne serie ønsker vi at følge børn, der har det til fælles, at de har en søskende med en diagnose eller et handicap. Serien skal give et indblik i, hvordan det er at være del af en familie, hvor der er et familiemedlem, som kræver et ekstra hensyn og nuancere; hvordan relationen mellem børn er, når der er en lillesøster, lillebror eller storesøster, storebror, som har et handicap eller en diagnose. Hvordan indretter man sig som familie, hvilke bånd skabes der mellem søskende og hvilke udfordringer er der i hverdagen?

Hvem søger de?

Serien fortælles primært fra børnenes perspektiv – men med hjælp fra forældrene, så det skal gerne være hele familien, der ønsker at medvirke. Vi søger børn i aldersgruppen 6 – 11 år. Hovedpersonen skal helst være udadvendt og kunne sætte ord på, hvordan det er at have en søskende med et handicap eller en diagnose – og de må meget gerne have en tæt søskenderelation.

Kontakt

Hvis du og din familie er interesseret i at høre mere om projektet, er I velkomne til at kontakte tilrettelægger Christina Moltke på mail christina@pipelineproduction.dk eller på telefon: 29903882.

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev