30.08.2024

Studiestart – værd at være opmærksom på

September står for døren og mange står overfor uddannelsesstart. Som studerende med epilepsi, er der nogle støtteordninger, som i visse tilfælde kan være med til at hjælpe dig gennem studiet, både praktisk og økonomisk. Tag et kig, undersøg lidt nærmere på dine muligheder eller kontakt foreningens socialrådgiver for yderligere oplysninger eller eventuel hjælp til ansøgning om handicaptillæg til SU

Epilepsiforeningen guider igennem mulighederne for støtteordninger til dig som skal starte på studie og som har epilepsi. Foto: Istock

Af: Helle Obel

SPS-STØTTE SPS-støtte er specialpædagogisk støtte under uddannelse og kan søges af elever med nedsat funktionsevne på uddannelser, hvortil der kan søges SPS-støtte. Hvilken støtte, der iværksættes, afhænger af de vanskeligheder, du oplever, men kan for eksempel være faglig studiestøtte eller mentorstøtte.

Hvis du selv er i tvivl om, hvilken form for støtte du har brug for, kan en del af SPS-støtten være afklaring af støttebehovet.

Det vigtigste er, at du får talt med SPS-vejlederen på det uddannelsessted, hvor du skal starte, hvis du har problemer med hukommelse, overblik, koncentration, udtrætning eller oplever andre kognitive udfordringer, som kan være en følge af epilepsien og en mulig bivirkning ved medicinering.

Vær opmærksom på, hvordan du forvalter din tid og energi, så du ikke bruger al din energi på studiet, men at der også er lejlighed til at være sammen med venner og studiekammerater uden for studiet. SPS-støtten kan eventuelt være behjælpelig med, at du når de krav, der bliver stillet til dig som studerende, samtidig med at du har overskud til andet.

Hjælpemidler kan være en del af SPS-støtten. Et muligt hjælpemiddel kan for eksempel være en diktafon, så undervisningen kan optages og gentages, hvis du har problemer med hukommelsen.

spsu.dk kan du læse mere om, hvilke uddannelser der kan søges SPS-vejledning til, og du kan læse mere om støtteformerne.

Ekstra tid til eksamen søges hos skolens rektor i god tid før eksamen.

Handicaptillæg til SU kan søges til videregående uddannelser samt til danske erhvervsuddannelser, hvis du er så godt som ude af stand til at have et studiejob.

Det er ikke let at få tilkendt handicaptillæg, og hvis du for eksempel er i stand til at arbejde på fuld tid 5-6 uger i sommerferien eller 5-6 timer om ugen i studieperioder, får du som udgangspunkt ikke tilkendt handicaptillæg. Uddannelses- og Forskningsstyrelsen vil se på varigheden og sværhedsgraden af epilepsien, din aktuelle tilstand samt funktionsevne og arbejdsevne.

Få din neurolog til at beskrive, hvad epilepsien betyder for dig, hvilke begrænsninger den giver dig, samt dine muligheder, eller mangel på samme, for at arbejde ved siden af studiet.

Handicaptillægget udgør i 2024 brutto kr. 9.700 pr. måned til videregående uddannelser og brutto kr. 6.084 til erhvervsuddannelser.

su.dk kan du både søge handicaptillæg til SU og læse mere om det.

Kilde
Epilepsiforeningen
Su.dk
spsu.dk

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev