12.07.2017

Satspuljemidler skal finansiere et servicetjek af epilepsiområdet

Inden der eventuelt laves en handlingsplan for epilepsiområdet, bør der laves en statusrapport for området, mener formanden for Folketingets sundhedsudvalg Liselott Blixt

 

Formand for Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg Liselott Blixt (DF) arbejder på at få afsat satspuljemidler til en grundig gennemgang af indsatsen for epilepsipatienter. Det fortæller Epilepsi Nyhedsbrevet, der udsendes af Epilepsihospitalet Filadelfia.

Liselott Blixt har henover foråret haft opmærksomheden rettet mod epilepsiområdet, efter det kom frem, at epilepsiambulatorierne har problemer med at overholde udredningsretten, og efter at et stort registerstudium fra Københavns Universitet og KORA har vist, at epilepsi har alvorlige konsekvenser for patienternes sociale liv, uddannelse og karriere, og at der tilsyneladende er store geografiske forskelle på, hvor mange patienter, der bliver udredt.

image

Vi har brug for en statusrapport, og så håber jeg, at det efterfølgende kan munde ud i en handleplan, når vi ved, hvordan situationen på området er.

Liselott Blixt, formand for Sundhedsudvalget

De kedelige nyheder på epilepsiområdet fik først på året Liselott Blixt til at melde ud, at der skal laves en plan for området: ”I første omgang er det vigtigt, at vi får overblik over, hvor vi kan sætte ind. Det jeg vil gå videre med er at få lavet en statusrapport, hvor vi får set på, hvad der mangler i indsatsen,” siger Liselott Blixt til Epilepsi Nyhedsbrevet.

Satspuljeforhandlinger til efteråret

Helt konkret vil Liselott Blixt arbejde for, at der i efterårets satspuljeforhandlinger bliver sat midler af til at få beskrevet indsatsen for epilepsipatienter i Danmark: ”Vi har brug for en statusrapport, og så håber jeg, at det efterfølgende kan munde ud i en handleplan, når vi ved, hvordan situationen på området er. Jeg afviser slet ikke, at området skal tilføres penge, først skal vi bare vide, hvad behovet er. På nogle områder, er det måske ikke penge, men noget andet, der er behov for,” siger Liselott Blixt.

Hun sammenligner det med den statusrapport, som hun for få år siden tog initiativ til på scleroseområdet, og som sidste efterår dannede grundlag for, at blev afsat i alt 33 mio. kr. til forbedring af rehabiliteringen på scleroseområdet. Noget tilsvarende kan ske for epilepsiområdet, siger Liselott Blixt.

image
Fem input til en styrkelse af epilepsiområdet

På baggrund i forskning i epilepsiens følgevirkninger og af politiske samtaler har Epilepsiforeningen og Epilepsihospitalet formuleret fem input til forbedringer af indsatsen for epilepsipatienter.

  • En styrket indsats for epilepsiområdet
  • En plan for epilepsi-indsatsen
  • Etablering af en landsdækkende kvalitetsdatabase
  • Forskningen skal styrkes
  • Epilepsi styrkes som fagområde

Du kan læse mere om de fem punkter her

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev