15.01.2024

Snart er EEG noget, du laver, mens du er på arbejde

Velfærdteknologi er i rivende udvikling. Snart kan du få foretaget videoovervåget anfaldsregistrering derhjemme, gå på arbejde med din EEG-måler eller få registreret anfald via øret

Murray er en af de patienter, der har gået med SubQ. Han har en ti centimeter lang elektrode sat ind under huden bag øret. Devicen generer ham ikke i hverdagen, fortæller han. Foto: Uneeg

Af Per Vad
pervad@epilepsiforeningen.dk

Og Camila Skødt Bonde
camila@epilepsiforeningen.dk

Hjemme hos Martta stod der i en måned er apparat ved hendes seng, der lignede en mellemting mellem en high tech standerlampe og et stativ fra et hospital. Det var videoapparatet Nelli, der er et kamera i patientens hjem, hvor vedkommende og han/hendes anfald kan videooptages hele døgnet.

Forskning viser, at op mod 60 procent af anfaldene, opdager patienten ikke – og om natten er tallet endnu større. Og den unge finske pige har netop epilepsi med natlige anfald.

Martta har flere gange været indlagt på hospitalet i fem dage ad gangen for at få lavet videoovervåget EEG. Men med Nelli kunne hendes søvn overvåges i 28 nætter, og man kunne få et langt bedre billede af hendes epilepsi. Og det har da også ført til, at hendes medicinske behandling er blevet bedre, fortæller hun og hendes mor.

Med Nelli kræver videoovervågningen ikke, at patienten bærer noget på sig. Og han eller hun kan opføre sig som normalt under undersøgelsen:

”Sammenlignet med hospitalet er det en meget mere behagelig måde,” fortæller Martta og hendes mor i en lille film på firmaet bag apparatet, det finske firma Neuro Event Labs’, hjemmeside.

Problemet med Nelli er, at det ”kun” er et kamera, der filmer anfaldene. Det optager ikke EEG. Det gør til gengæld en løsning, man i Danmark har afprøvet på Epilepsihospitalet Filadelfia.

I første omgang afprøvede Filadelfia løsningen på hospitalets børneafdeling, hvor man simulerede et privat hjem. På trods af enkelte tekniske udfordringer, så fungerede det godt og de vil nu teste udstyret i rigtige hjem.

Døgn-EEG med på jobbet

Der findes også EEG-registrering, hvor der lægges elektroder enten på huden eller inde under huden tæt på der sted i hjernen, hvor anfaldet starter. Elektroderne registrer anfaldene hele døgnet og sender signalet til et apparat, som patienten har på sig.

Indtil videre findes der kun én løsning til EEG på eller under hovedhuden, der er videnskabeligt afprøvet og godkendt til medicinsk behandling. Det er den danske SubQ.

Murray er en af de patienter, der har gået med SubQ. Han har en ti centimeter lang elektrode sat ind under huden bag øret. Og via en ledning føres signaler ned til den enhed, han har hæftet på sin trøje. Devicen generer ham ikke i hverdagen, fortæller han i en lille video på det danske firmas hjemmeside.

Han kan gå på gaden, være sammen med venner, sove uforstyret og havde den på i motionslokalet og på arbejdet, fortæller han: “Den er lige så let at bruge som en telefon. Jeg tror SubQ har givet mig en meget bedre forståelse for min epilepsi. Og den viser mig min anfaldsfrekvens,” siger Murray, der har seks anfald om måneden, som normal EEG-overvågning på et hospital næppe ville opfange.

SubQ har den udfordring, at den kun indhenter oplysninger fra 3 kontaktpunkter og ikke 23 som ved almindelig EEG-undersøgelse. Det betyder, at behandlerne skal være meget præcise, når de placerer den og der skal en del undersøgelser til, før man ved, hvor den skal placeres.

I Danmark har SubQ været afprøvet på 14 patienter, hvor man sammenlignede divicens EEG-data med almindelig visuel anfaldsovervågning i tre måneder eller fem måneder: ”Det gav lovende resultater”, konkluderede danske eksperter i en statusartikel om bærbar døgneeg.

Anfaldsregistrering i øret

En anden løsning på bærbar anfaldsregistrering, der er ved at blive testet, er en earplug fra det danske firma T&W Engineering. Det er en device, der ligner et sæt øresnegle af den slags enhver lytter af musik på en mobil kender. Den skal opfange anfald via øregangen og er ved at blive testet på bl.a. patienter, som Epilepsiforeningen har hjulpet firmaet med at skaffe.

Kilde

Neuro Event LabUneegUgeskrift for lægerT&W Engeneering

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev