19.01.2016

Skriver roman om epilepsi

Forfatteren Marianne Wiizan er i gang med en roman, hvor en af nøglepersonen skal være en kvinde i 40’erne, der har haft epilepsi siden hun var ung. Derfor er forfatteren på udkig efter en med den profil, der kan fortælle hende om livet med epilepsi:
"For bedre at kunne skrive om og fornemme min romanperson, skal jeg vide noget mere om, hvordan det er at have epilepsi set fra et personligt synspunkt. Derfor søger jeg en eller flere, der svarer nogenlunde til ovenstående profil, og som kunne være interesseret i at tage en eller flere samtaler med mig. Samtalerne bliver optaget, så jeg ikke behøver at tage notater. Men samtalerne er naturligvis anonyme," fortæller Marianne Wiizan. Og understreger, at det er en fiktionsroman og hverken en polemisk bog eller en nøgleroman.
"Historien handler om en kvinde, der fik konstateret epilepsi som 15årig. Ved bogens begyndelse ligger hun på et epilepsihospital til observation, fordi den behandling, hun har modtaget indtil nu, ikke længere virker," fortæller den engelskfødte forfatter.
Kvinden med epilepsi har en af romanens hovedroller: "Lige nu skriver jeg på hendes historie, og herfra kan fortællingen tage flere retninger, som jeg ikke har besluttet endnu. Jeg er dog sikker på, at epilepsi skal være omdrejningspunktet." 
Wiizans interesse for epilepsi blev grundlagt, da hun som 15årig læste en roman af den russiske forfatter Fjodor Dostojevskij. Romanen hedder ”Idioten” og handler om Fyrst Mysjkin, som har epilepsi, ligesom Dostojevskij selv havde: "Den gjorde dybt indtryk på mig, selv om jeg ikke helt forstod, hvad epilepsi var."    
"Jeg har altid har været optaget af, hvad der foregår inden i os mennesker. Så da jeg denne gang skulle beslutte, hvad handlingen i min næste roman skulle være, dukkede mindet om fyrst Myskjin op. Samtidig tegnede skitsen af en handling sig, og jeg så, at her var der en perfekt anledning til at fordybe mig i og lære mere om, "den hellige syge," epilepsi."
Marianne Wiizan har tidligere skrevet ungdomsbøger, men denne gang skal det være en voksenroman. Hendes bøger om pigen Maries oplevelser i slutningen af 1700-tallets Frankrig, hvor landet var nedslidt af krige og revolution, har altid fået gode anmeldelser. Fx skrev Politiken om "Maries løfte" (Carlsen, 2003): "Først og fremmest er den god, fordi den fortæller om tiden og dens vilkår, der kryber ind under huden."
Hvis du er en kvinde i 40’erne med epilepsi og gerne vil hjælpe Marianne Wizzan til at kunne fortælle lige så stærkt og indlevende om epilepsi, så kontakt hende på mail: marianne.s.wiizan@gmail.com og fortæl lidt om lidt om dig selv, og hvorfor du kunne tænke dig at være med.
(Kilde: Marianne Wiizan. Kontakt: marianne.s.wiizan@gmail.com . Og Politiken)

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev