Hvert år besøger over 100.000 mennesker vores hjemmeside. I over halvdelen af tilfældene er det for at hente viden om epilepsi. Tit noget med de forskellige epilepsiformer, anfald, førstehjælp eller for at få svar på det ret omfattende spørgsmål: Hvad er epilepsi?
Nu er vi i gang med at lave en ny hjemmeside, der ud over at være tilpasset til både desktop, tablet og mobil også gerne skulle være mere brugervenlig. Når man vil lave det, er det oplagt at spørge folk: Hvad vil I gerne have på hjemmesiden? Og hvordan skal informationerne præsenteres? Så det har vi gjort.
Hvad er vigtigt på forsiden?
Vi spurgte blandt andet: Hvad er vigtigt at have på forsiden?
- Nyheder om epilepsi (88% synes det er vigtigt eller meget vigtigt)
- Kontaktoplysninger på foreningen (82 % synes det er vigtigt eller meget vigtigt)
- Et fremhævet søgefelt (77 % synes det er vigtigt eller meget vigtigt).
I kommentarerne til spørgsmålet går ordene ”overskueligt” og ”simpelt” igen som ønsker til forsiden. Denne kommentar kunne være en passende konklusion:
”Forsiden skal være overskuelig og ikke indeholde for meget. Det skal være en indgang til de vigtigste områder. Menuen skal være struktureret, så man nemt kan komme rundt på hele hjemmesiden.”
Er tekst bedre end film?
Vi spurgte også ind til indholdets form, hvor man skulle erklære sig mere eller mindre enige i en række udsagn om at tekst, film, grafik eller podcast var bedst. Deltagerne ville hellere have tekst end film og podcast.
- 73 % er enig eller helt enig i, at: ” Når jeg skal have information om epilepsi, vil jeg helst læse en tekst”
- Glæden ved tekst er størst hos brugere i en moden alder. 86 % af de 41-50-årige er enig eller helt enige i at de helst vil læse en tekst. Hos de 21-30-årige er det kun 48 %
- De fleste af de som svarer er ikke interesserede i podcasts. 26 % er enige eller helt enige i, at: ”Jeg vil gerne høre fortællinger om mennesker med epilepsi (lydfil – podcast)”
- Glæden ved grafik er størst hos de yngre brugere. 54 % af de 21-30-årige er enige eller helt enige i, at ”Jeg forstår og husker ting bedst, hvis det forklares med grafik med tegning og tekst.”. Hos de 41-50-årige er tallet 41%
En kommentar til spørgsmålet lyder: ”Om det er grafisk eller visuelt er ikke det afgørende. Det skal have en skarp vinkel. Det skal "fange".”
Vi skal sige ”du”
Vi har spurgt hvilken tiltaleform, brugerne vil foretrække. Kun 16 % svarer ”Man”. 36 % fortrækker du og for 48 % spiller tiltaleformen ingen rolle.
- De yngre brugere foretrækker ”du” (44% blandt de 21-30 årige), mens det for de ældre grupper ikke spiller nogen rolle.
Større fokus på vores arrangementer
Vi spurgte også hvilke informationer om Epilepsiforeningen, der var de vigtigste:
- 78 % var enige eller helt enige i, at: ”Jeg vil gerne kunne se en kalender med foreningens arrangementer.” (Siden med arrangementer er da også den 11. mest besøgte side på hjemmesiden)
- Kun 25 % er enig eller helt enige i, at: ”Jeg vil gerne kunne se noget om foreningens organisatoriske opbygning” (37% er ikke eller slet ikke enig i, at det er værd at vide)
Nu er vi gået i gang med at lave hjemmesiden. For eksempel sidder vores rådgivere lige nu og skriver indhold til siderne om epilepsi og om sociale råd og regler, så det bliver opdateret information med brugerne i centrum, vi får på siderne.
Og når vi bygger siden op, laver ny forside osv. så bliver brugerundersøgelsens resultater selvfølgelig taget med i vurderingerne.
Den ny hjemmeside forventes at være klar i februar 2017.
(Kilde: Epilepsiforeningen)