27.06.2022

Plakat af Leif Sylvester skal skabe synlighed om epilepsi og Epilepsiforeningen

I anledning af Epilepsiforeningens jubilæum, har kunstneren Leif Sylvester Pedersen stillet en kunstplakat til  rådighed for foreningen. Plakaten skal nu ud og hænge på hospitaler og institutioner

 

Den 27. september fylder Epilepsiforeningen 60 år. I anledning af jubilæet lavede foreningen en aftale med den kendte og populære multikunstner Leif Sylvester Pedersen, der gerne ville lave en jubilæumsplakat til foreningen.

Da vi på foreningens Facebook lavede et opslag, hvor vi efterlyste input til plakaten, kom der virkelig mange gode bud. Flere af dem pegede på, at epilepsi er forskelligt fra person til person.

For eksempel skrev Agnethe: ”Der findes mange forskellig former for epilepsi, og at det er meget forskelligt hvor hårdt ramt man er.”

Morten skrev bl.a.: ”Hvis det kan vises at epileptikere er en gruppe med en meget individuel sygdom som kræver meget af livet”

”Det første jeg tænkte er kærlighed,” skrev Janne og Leif, og de fortsatte: ”Alle jeg har mødt med epilepsi har en helt særlig udstråling ag kærlighed. Men al den kærlighed er pakket ind i en sort skygge af uforudsigelighed.”

På Epilepsikonferencen sidst i maj blev plakaten så for første gang vist for offentligheden, og det var netop forskelligheden, de varme følelser og fællesskabet, kunstneren og gøglerne havde ladet sig inspirere af med sloganet: ”Vi har noget sammen – men hver vores måde.”

På konferencen havde deltagerne mulighed for at få en plakat med hjem, hvilket mange benyttede sig af. Nu skal resten af plakaterne så ud og give epilepsi synlighed og sprede kendskab til epilepsi.

I første omgang bliver den tilbudt til børne- og neurologiske afdelinger på landets hospitaler og til en gruppe udvalgte privatpraktiserende neurologer. Derudover tilbydes plakaten også til alle institutions og firmamedlemmer af foreningen. Foreningen kontakter de mange institutioner og tilbyder plakaten gratis. Og senere på året, når vi ved hvor mange plakater vi er kommet af med, vil der blive mulighed for at de resterende plakater tilbydes til medlemmer. Men det vil vi vende tilbage med når vi når lidt længere hen på året.

Kilde

Epilepsiforeningen

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev