Mere end hver fjerde patient, som lider af både skizofreni og epilepsi dør inden de fylder 50 år. Det viser ny dansk forskning støttet af Epilepsiforeningen
Patienter, der lider af både skizofreni og epilepsi, er særligt udsatte, skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse. Mere end 25 procent af dem dør i alderen mellem 25 år og 50 år. Det viser ny forskning fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital, der er støttet af midler fra Epilepsiforeningens forskningsfond Inge Berthelsens Legat.
”Der var en voldsomt høj dødelighed blandt personer med disse sygdomme, særligt dem der lider af kombinationen af epilepsi og skizofreni,” siger en af forskerne bag studiet, Jakob Christensen, i en pressemeddelelse fra Aarhus Universitets .
Jakob Christensen, der flere gange i sin forskning har fokuseret på de alleralvorligste konsekvenser af epilepsien. Han er klinisk lektor, dr. med. på Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet og overlæge på Neurologisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital.
“Disse patientgrupper dør af en lang række livsstilssygdomme som det er muligt at forebygge”
Forskerne har fulgt 1.620.376 personer og inddelt dem efter, om de på deres 25 års fødselsdag var diagnosticeret med epilepsi, skizofreni og kombinationen af epilepsi og skizofreni. I undersøgelsen var 18.943 personer diagnosticeret med epilepsi, 10.208 personser diagnosticeret med skizofreni, og 471 personer diagnosticeret med både epilepsi og skizofreni før de blev 25 år. Dødeligheden for disse personer ved 50 år var 3,1 procent for personer uden epilepsi og skizofreni, 10,7 procent for personer med epilepsi, 17,4 procent for personer med skizofreni og 27,2 procent for personer med både epilepsi og skizofreni.
Forskerne håber, at resultaterne kan skabe opmærksomhed om sygdomsbyrden hos personer med epilepsi og skizofreni.
”Resultaterne skal gerne hjælpe sundhedspersonalet med at udvikle nye arbejdsgange, så patientgruppen tidligere bliver identificeret og får den rette behandling. Vi ved fra tidligere studier at disse patientgrupper dør af en lang række livsstilssygdomme som det er muligt at forebygge,” siger Jakob Christensen i pressemeddelelsen og fortsætter:
”Som det er nu, kan denne patientgruppe nemt falde mellem to stole, hvor de bliver sendt frem og tilbage mellem forskellige specialer eller mellem sygehus og almen praksis. Det ser ud til, at personer med epilepsi og skizofreni er særligt sårbare – og der er bestemt plads til forbedring af den måde, vi håndterer dem og deres behandling på.”
Kilde
Aarhus Universitet og Epilepsia