Om at være medicinstuderende og få epilepsi

Af Jesper H
Epileptiker er et meget nyt navneord at skulle smykke mig med, så jeg skal indrømme, at det har været med en del overvejelser, at jeg har kastet mig over dette blogindlæg. For at kunne fungere i det daglige prøver jeg at være bevidst ubevidst om min situation, en øvelse der sikrer, at jeg tager alle nødvendige forholdsregler uden at skulle betragte mig selv som syg. At skrive et indlæg som dette er at gå på kompromis med den indstilling; jeg holder ikke min tilstand hemmelig for folk, men det er heller ikke en ting, jeg aktivt informerer om, medmindre det er strengt nødvendigt. Således er det en noget uvant situation for mig at gå i dybden med den del af mit liv, som vedrører epilepsi.
Min historie er sandsynligvis anderledes end de fleste andre epileptikeres. Jeg ved derfor ikke hvor meget du kan bruge den til, min kære vibrerende frænde, andet end et indblik i en enkelt epileptikers sygdomsforløb.
Historien er speciel, fordi jeg på tidspunktet for mit første anfald havde læst medicin i 4 år. Medicinstuderende som gruppe har naturligvis et væld af forskellige sygdomme – på Aarhus Universitet optages trods alt 400-500 nye studerende hvert år, og med så stor en mængde mennesker vil man uomgængeligt finde en blandet pose slik fra diagnosehylden: kræft, sukkersyge, depression, ADHD, tarmsygdomme i alle kulører, ryggener, osv. Jeg er dog den første epileptiker, jeg har hørt om, og om det er fordi jeg vitterligt er et krampende snefnug eller om de resterende blot studerer i tavshed, er svært at vide. I manglen på information kontaktede jeg Epilepsiforeningen, der heller ikke umiddelbart havde kendskab til andre medicinstuderende med epilepsi, men der var dog et par læger med diagnosen. Senere i vores mailkorrespondance blev det foreslået, at jeg, såfremt jeg havde lyst, kunne bidrage til epilepsisagen, fx med nogle blogindlæg. Således disse afsnit.
Men lad os starte forfra: Ironien i at jeg er endt med at have epilepsi, er til at tage og føle på. Sygdommen findes i min familie, så jeg er selvfølgelig genetisk disponeret, men da mit familiemedlems sygdomsdebut lå i starten af puberteten, og jeg ikke havde symptomer i hele min ungdom, var risikoen aldrig med i mine overvejelser. Jeg tog derfor del i den vanlige folkeskole- og gymnasieelevs udskejelser med alkoholindtag, søvnløse nætter, festivaler og alment eksamensstress. Efter et par sabbatår valgte jeg at bytte min studenterhue for en optagelse på medicin på Aarhus Universitet, hvor jeg startede i sommeren 2010, hvilket til stadighed står som den bedste beslutning, jeg nogensinde har truffet. Det er ikke fordi, at det nogensinde var en livsdrøm for mig at blive læge, og hånden på hjertet var det lidt af et tilfælde, at jeg endte med at sende min ansøgning i den retning. Jeg kan korte det ned og sige, at House og Scrubs ikke har levet forgæves.
På grund af at epilepsien havde været tæt på mig i halvdelen af mit liv, var jeg fascineret af sygdommen, så da jeg skulle skrive mit bachelorprojekt, valgte jeg et emne vedrørende hvordan epilepsi kan påvirkes af cannabidiol, et ikke-euforiserende stof fundet i cannabisplanter. Jeg forsøgte derefter at opstarte et forskningsprojekt med omdrejningspunkt i mine fund (der, indrømmet, var af noget vag karakter), men da det faldt til jorden, kontaktede jeg neurologisk afdeling i Aarhus med henblik på at finde et andet forskningsemne om epilepsi. Vi fandt et godt et af slagsen og gik i gang med forberedelserne.
Til et forskningsprojekt på universitetet skal man gennemgå en masse forskellige formalia – søge midler hos fonde, skrive en protokol med formål og metoder, osv. – og slutteligt søge orlov fra studiet. Det tog det meste af foråret 2014, men vi blev klar og manglede kun at få dispensation fra universitetet. En uges tid før deadline var ansøgningen en sidste gennemskrivning fra at kunne sendes ind. Det var på det tidspunkt, at jeg pludselig vågnede op i en ambulance. Omkring 8 måneder senere måtte jeg atter forbi Aarhus Universitetshospital som patient og fik nu skrevet ”Epilepsi” ind i journalen.
Så, kære læser, jeg vil tro at du nu ser ironien i min diagnosticering. Jeg er på min vej til at blive læge og har haft en stærk, faglig interesse for epilepsi, men jeg kommer nu til at sidde på den anden side af skrivebordet i ambulatoriet, end hvad oprindeligt var tiltænkt.
Det har naturligvis fremprovokeret en storm af tanker og følelser – det er sjældent at man bliver tvunget til at tage stilling til hele målet for sin tilværelse så abrupt – og det har været hårdt, også hårdere end jeg har indrømmet over for venner, familie og i særdeleshed mig selv. Men det er en fortælling for en anden dag.
Dette er min historie skrevet på et par A4-sider. Som andre tanker og indskydelser indfinder sig i min til tider genstridige kraniebudding, vender jeg nok tilbage med mere. Indtil da må I have det så strålende.