Læs eller genlæs lederen fra det tredje medlemsblad i 2024. Her appellerer landsformand Lone Nørager Kristensen politikerne til at give landets bosteder et tiltrængt løft.
Lone Nørager Kristensen: Foto: Epilepsiforenigen
Dette er et holdningsbaseret indlæg, der udtrykker Epilepsiforeningens officielle holdning.
De, der kender mig, ved, at mennesker med epilepsi og udviklingshandicap på bosteder ligger mit hjerte meget nært.
I marts afdækkede en forskningsrapport fra Statens Institut for Folkesundhed, hvordan mennesker med udviklingshandicap i Danmark har flere og mere alvorlige sundhedsproblemer sammenlignet med den øvrige befolkning.
Det skærer virkelig i mit hjerte, når jeg læser, at denne gruppe gennemsnitligt lever 20 år kortere end andre danskere, og særligt hos mennesker med både epilepsi og udviklingshandicap er overdødeligheden markant.
Epilepsiforeningen udpegede overlæge Anne Sabers til styregruppen, som står bag forskningsrapporten. Her i bladet kan du læse et interview med hende, hvor hun fortæller om årsagerne til den markante overdødelighed; herunder at den i et vist omfang kan nedbringes med forebyggende indsatser.
Det er en vigtig rapport, og vi skal bruge den til at skabe bedre vilkår for dem, der ikke selv er i stand til at tale deres egen sag. Både for at forhindre at disse mennesker ikke får det værre af deres epilepsi – eller i værste fald dør.
Men vi skal også bruge den til at styrke deres livskvalitet.
Med den rigtige behandling og den rette opmærksomhed kan de blomstre, smile og have bedre kontakt til deres omverden.
I resten af 2024 vil der være politisk fokus på sundhedsområdet.
Epilepsiforeningen har sendt input om behovet for styrkelse af de sundhedsfaglige indsatser på botilbud til den kommission, der har arbejdet med forslag til at løse sundhedsvæsenets udfordringer.
Kommissionen udsendte i juni deres rapport til regeringen med markante forslag til ændringer af sundhedsvæsenet, herunder gode forslag om at løfte og ensrette bostedernes sundhedsfaglige indsatser.
Mit budskab til politikerne er: Nu er det bostedernes tur til at få et løft.
Få nu sikret, at der er de nødvendige sundhedsfaglige kompetencer til stede derude. Det er – rent ud sagt – livsnødvendigt for nogle af de svageste borgere i dette land!
Lone Nørager Kristensen, Landsformand i Epilepsiforeningen