Nordjysk DGI-projekt: Gå til skydning og få styrket kognitive færdigheder

Har du erhvervet hjerneskade eller epilepsi og udfordringer med f.eks. koncentration, hukommelse eller ensomhed? Projekt DGI Hjerne-FOKUS er måske noget for dig.

 

En erhvervet hjerneskade på grund af for eksempel epilepsi behøver ikke være en hindring for at gå til skydning. Tvært i mod er der forskning, der viser, at skydning kan have positiv effekt på koncentration og opmærksomhed. Det er baggrunden for Projekt DGI Hjerne-FOKUS. Projektet er for voksne med erhvervet hjerneskade eller epilepsi, som f.eks. oplever udfordringer med koncentration, hukommelse og ensomhed i hverdagen.

Idrætsprojektet forløber i perioden 1. september 2020 til 31. august 2021. Deltagerne i projektet går til skydning i udvalgte lokale skytteforeninger, hvor de deltager på almindelige træningshold på almindelige træningsaftner, 1 – 2 gange ugentligt, eller på små, nyoprettede ”Hjerne-FOKUS ”-hold. Fire skytteforeninger i Aalborg kommune er involveret i projektet.

Det drejer sig om Vodskov Skytteforening, Skytteforening Kimbrerne, Vadum Skytteforening af 1970 og Postens Skyttelaug, Ålborg.

Udover at deltage i idrætsprojektet, bliver du måske også spurgt om du vil deltage i et forskningsprojekt. Det drejer sig om interviews med dig, samt evt. dine pårørende. Derudover er der observationer, når du er til skydning i skytteforeningerne, og yderligere en eventuel kognitiv test.

Det har ingen betydning for din deltagelse i idrætsprojektet, om du også har lyst til at være med i forskningsprojektet.

Få træning og bliv del af fællesskab

I din lokale skytteforening arbejder du sammen med dygtige instruktører om at træne koncentration og kropslig ro. Du lærer kropslige og mentale teknikker, så krop og sind kommer i balance – og du kan ramme plet på skiven. Alt sammen noget du kan bruge i din hverdag, også uden for skydebanen.

Derudover er skydeidræt en sjov, individuel idrætsgren – i et socialt fællesskab. Du bliver en del af foreningen på lige fod med alle andre medlemmer, da du kommer med på foreningens træningshold. Dette er muligt, da skydetræningen er struktureret, rolig og under tæt supervision af dygtige skydeinstruktører.

Vil du vide mere?

Du kan læse mere DGI’s hjemmeside og kontakte Lisbeth Stricker på fam.stricker@gmail.com eller tlf. 30 30 44 90

Kilde

DGI

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev