Nikotinplaster hjalp tre børn med svær og sjælden epilepsi

Epilepsiformen ADNFLE skyldes en fejl i et gen, der er påvirkelig med nikotin. Nu har man med succes behandlet tre børn med nikotinplaster

 

Personer med epilepsiformen ADNFLE (Autosomal dominant natlig frontallapsepilepsi) på engelsk kaldet ADSHE (Autosomal dominant sleep-related hypermotor epilepsy) har korte og hyppige natlige anfald med svær, motorisk uro. Den sjældne form for epilepsi skyldes en genfejl, der oftest er en mutation i genet CHRNA4. Dette gen koder for et protein, der er en del af en særlig receptor, som er nikotinpåvirkelig.

Det er meget svært at få kontrol over anfaldene ved hjælp af medicin. Men i 2003 forsøgte man for første gang at behandle en voksen mand med ADNFLE med nikotinplaster – og det hjalp. Nu har norske, tyske og franske forskere forsøgt behandlingsformen på tre børn, der gik med nikotinplaster hele døgnet – og der havde det også en god effekt.

Forskerne har nu publiceret en forskningsartikel med de tre børns sygehistorier, der beskriver, at børnene både fik markant bedre anfaldskontrol og forbedrede kognitive evner.

Ulempen er nikotin til børn

Professor Morten Ingvar Lossius, der er forskningschef ved Norges specialsygehus for epilepsi (SSE), kalder sygehistorierne spændende på trods af, at det er en meget sjælden epilepsiform.

Det var spændende, da man fandt ud af, at en fejl i en nikotinpåvirkelig receptor kunne give epilepsi. Og det er også spændende, at en tilgang til behandling som denne kan give gode resultater, mener han. Der er dog også et men:

”Ulempen er, at vi giver disse børn nikotin, hvilket kan øge risikoen for hjerte-kar-sygdomme. På den anden side ved vi fra snusforskning, at nikotin alene har mindre negative virkninger end ren cigaretrygning”, skriver den norske professor.

Kilde

Oslo Universitetssygehus

Epilepsy & Behavior

Medlink (om ADSHE på engelsk)

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev