04.06.2024

Morten fortæller om jobvanskeligheder og epilepsi i indslag på TV2 Østjylland

Morten Vernersen har epilepsi, og er en af mange mennesker med et handicap, som gerne vil være en del af arbejdsmarkedet. Til TV2 Østjylland fortæller han om, hvor svært det er for ham at finde et arbejde.

I indslaget på TV2 Østjylland fortæller Morten Vernersen om, hvor svært det er for ham at finde et arbejde på grund af hans epilepsi. Foto: Screenshot fra TV2 Østjyllands udsendelse

Af: Victor Bebe Larsen

Morten Vernersen har epilepsi, er elektriker og vil gerne i arbejde. Det fortæller han i et interview, som blev bragt på TV2 Østjylland sidste søndag klokken 19.30.

Ifølge Danske Handicaporganisationer er der lige nu omkring 43.000 mennesker med handicap i Danmark, som gerne vil arbejde, men som ikke er på arbejdsmarkedet. Den kedelige statistik er Morten en del af.

For selv om han gerne vil arbejde, har han ikke fundet et job til trods for, at han blev færdiguddannet for over seks år siden og har sendt omkring 400- 500 jobansøgninger afsted. Den lange proces har heldigvis ikke taget modet fra ham.

I indslaget på TV2 Østjylland peger Morten på, at manglende kendskab og uvidenhed til epilepsi er med til at gøre, at der endnu ikke er nogen arbejdsgiver, der har matchet med ham.

Netop fordomme og uvidenhed er også en af de faktorer Danske Handicaporganisationer mener er årsagen til, at så mange mennesker med handicap står uden for arbejdsmarkedet, selv om de gerne vil bidrage til det. Det fortæller organisationens formand Thorkild Olesen i selvsamme indslag, hvor de også påpeger, at det er for bureaukratisk for virksomheder at ansætte mennesker med handicap.

Hele udsendelsen kan ses på TV2 Østjyllands hjemmeside.

Kilde:
TV2 Østjylland

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev