Minister fremhæver fri ordinationsret til medicinsk cannabis

Ved førstebehandlingen af forslaget om en forsøgsordning med medicinsk cannabis pointerede ministeren, at lægerne bestemmer, hvem de vil udskrive medicinsk cannabis til

 

Folketinget har førstebehandlet forslaget om en fireårig forsøgsordning med medicinsk cannabis. Der mangler nu finpudsning af lovforslaget i udvalgs- og anden- og tredje behandling af forslaget.

Forsøgsordningen er planlagt til at starte den 1. januar 2018, hvor der forventeligt vil komme en række produkter på markedet med kvalitetssikret indhold af THC og CBD.

I forsøgsordningen er aktuelt fremhævet fire sygdomsindikationer, hvor Lægemiddelstyrelsen mener der foreligger viden om effekt af behandling med medicinsk cannabis. Epilepsi er ikke nævnt i denne sammenhæng, og i debatten nævnte ordførerne fra Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet, at de gerne havde set epilepsi omtalt på linje med de øvrige fire grupper. Men som sundheds- og ældreminister Ellen Trane Nørby (billedet) pointerede, så vil der i ordningen være fri ordinationsret. Så lægen kan frit udskrive ordningens cannabisprodukter til patienter med andre sygdomme, såfremt vedkommende fagligt vil stå inde for det.

Det betyder at, din læge kan udskrive de præparater, som bliver en del af ordningen til dig. Forudsætningen vil naturligvis være, at lægen finder, at de produkter som er under den her forsøgsordning med medicinsk cannabis er en relevant behandlingsmulighed i forhold til dig og din epilepsi.

Debatten viste samtidig at der fortsat er et stort hængeparti omkring manglende tilskud til produkterne i forsøgsordningen. Noget som fortsat er uløst.

Du kan se eller gense førstebehandlingen af Forslag til lov om forsøgsordning med medicinsk cannabis” på Folketingets hjemmeside.

Kilde

Folketinget

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev