15.05.2023

Leveringsproblemer med Frisium og Rivotril

Frisium (Clobazam) og Rivotril (Clonazepam), som begge blandt andet bruges til behandling af epilepsi, har været i restordre den seneste tid.

Foto: Arkiv, Stockfoto

Hvis du ikke kan få fat på din medicin på apoteket, er det vigtigt at du taler med din neurolog eller den læge der udskriver din Frisium eller Rivotril – og gerne i lidt god tid. Så vil lægen finde et andet præparat du kan få i stedet.

Både Frisium og Rivotril er såkaldte benzodiazepin-præparater. Der findes adskillige andre benzodiazepin-præparater, som alle har næsten identiske terapeutiske virkninger og bivirkninger. Det vil derfor ofte være muligt at erstatte din behandling med et lignende præparat, hvis du ikke kan skaffe Frisium eller Rivotril i en periode. Det er uklart endnu, hvor lang tid denne situation vil stå på.

Det er i den her sammenhæng særligt vigtigt at tale med sin neurolog om betydningen for kørekortet. Ved nedtrapning eller ændring i den anfaldsforebyggende behandling, kan et kørselsforbud være relevant i en periode; det afhænger af ændringens karakter. Dette gælder desværre også når det er en ufrivillig ændring som denne.

Den faglige sammenslutning af epilepsibehandlere i Danmark – Dansk Epilepsi Selskab – har i fredags udsendt besked til deres medlemmer, så alle deres medlemmer vil være bekendt med situationen.

Læs mere om status for forsyningsvanskeligheder med medicin på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside om: Meddelelser om forsyning af medicin

Kilde

Epilepsiforeningen

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev