19-årige Mikkel Larsen er blevet opereret for sin epilepsi. Efter operationen skulle han til at lære alt det, som hans forældre hidtil havde gjort for ham.
Af Anne Mette Futtrup
I Mikkel Larsens 19-årige liv findes et ’før epilepsi’, et ’under epilepsi’ og senest et helt nyt ’efter operation’. Vi begynder med kategorien ’før’. Da var Mikkel en ubekymret aktiv sportsdreng. Han var selvkørende, sammen med vennerne og en af de aktive børn, der deltog og bidrog i klassen. Men i 6. klasse fik Mikkel diagnosen epilepsi. Og nu begyndte ’under’ perioden, som skabte mange forandringer i Mikkels og hele familien Larsens hverdag. Af fare for, at Mikkel skulle få et anfald og komme til skade, mens han var alene, indrettede familien sig på, efter påbud fra lægen, at én forælder eller anden voksen altid skulle være sammen med Mikkel.
”Jeg plejede at cykle selv, men nu skulle jeg køres. Jeg plejede selv at gå til håndbold, men nu var enten en af mine forældre eller bedsteforældre med til træning og kamp. Jeg plejede at klare alting selv, men nu skulle jeg have hjælp af alle. Efter skoletid havde jeg brug for at komme hjem og slappe af i hovedet, så jeg var irriteret over, at jeg ikke bare kunne tage ind til byen sammen med de andre. Jeg fik også sværere ved at følge med i klassen på grund af de mange anfald og havde meget fravær især i 7. og 8. klasse, hvor jeg kun var i skole cirka tre dage om ugen. Jeg skulle have den samme forklaring 10 gange, når de andre kunne nøjes med én.”
Forældre ville bare beskytte
Mikkel fik flere småanfald hver dag og hver uge tre-fire større såkaldte fokale anfald, hvor hans bevidsthed var påvirket, og hvor han ofte vågnede forvirret et helt andet sted end der, hvor han gik i anfald. Nogle gange var det på en madras på skoleinspektørens kontor.
Jeg følte alligevel lidt, at jeg havde fri, når jeg var i skole, for der var mine forældre ikke med. Mine klassekammerater var mere afslappede, men passede godt på mig
Mikkel Larsen
”Mine forældre ville beskytte mig og hjælpe, hvis jeg fik et anfald. Derfor sørgede de for, at jeg ikke var alene. Det er jeg selvfølgelig glad for, men jeg følte alligevel lidt, at jeg havde fri, når jeg var i skole, for der var mine forældre ikke med. Mine klassekammerater var mere afslappede, men passede godt på mig.”
Med årene lærte Mikkel at mærke, når et anfald var på vej, og nogle gange kunne han kæmpe imod og undgå dem: ”Jeg kunne lukke øjnene, gå lidt ind i mig selv og fokusere på at bryde anfaldet. Nogle gange kunne min far også lige nive mig lidt i armen og bryde anfaldet på den måde.”
Nyt liv efter operation
Trods forskellige typer og doser af medicin blev Mikkel ikke fri for anfald, og operation kom på tale.
”Da jeg var yngre, havde jeg på Filadelfia mødt en dreng, der var blevet opereret. Og det havde gjort mig rædselsslagen, fordi drengen ikke kunne huske noget som helst efter operationen. Men efter, at jeg blev ældre, blev det mere og mere tydeligt for mig, at jeg ikke ville kunne leve med alle de anfald resten af livet.”
Så Mikkel og hans familie takkede ja til operation, om end Mikkel var meget nervøs for, hvordan det ville føles i hovedet efterfølgende. Bekymringen er nu gjort til skamme, for lægerne på Rigshospitalet har foretaget en vellykket operation i Mikkels bageste tindingelap i venstre side. Her fjernede de det område, der så ud til at være årsag til anfaldene. Siden har Mikkel været anfaldsfri.
”Jeg skal stadig passe på med for meget fysisk træning, og må ikke blive stresset og overtræt. Og så skal jeg lære alt muligt igen, fordi mine forældre har gjort så meget for mig. Men jeg er stille og roligt gået i gang. Jeg genoptræner i fitnesscentret. Senere begynder jeg igen til håndbold. Og jeg har en aftale på kommunen, hvor vi skal snakke om mine fremtidsplaner, blandt andet om uddannelse. Min far er elektriker, og det kunne jeg måske også godt tænke mig. Og noget af det bedste er, at jeg nu snart kan begynde at være alene igen.”
Kilde
Epilepsiforeningen. Du kan møde Mikkel i pjecen “Ung med epilepsi”, som kan bestilles og downloades i vores webshop.
