”Jeg skriver ikke ned, når jeg skal på toilettet. Men det er lige før, vi er derhenne”

Helle har haft epilepsi, siden hun som syvårig faldt ud af en bil. I tidens løb er hendes hukommelse blevet dårligere. I Epilepsi Podcasten fortæller hun, hvordan det bl.a. påvirker hendes jobsituation og sociale liv

Helle Høll Christiansen har haft epilepsi, siden hun som syvårig kom ud for en ulykke. I Epilepsi Podcasten fortæller hun om du hukommelsesproblemer, epilepsien har ført med sig. Foto: Per Vad

Af Per Vad
pervad@epilepsiforeningen.dk

”Jeg fik de første lamper sat op i går. Jeg har stadig ikke fået købt stole,” fortæller Helle og kigger rundt i stuen. Det er snart tre måneder siden, hun flyttede ind, men der er stadig noget uindrettet over den.

Når hun ikke rigtig er kommet længere med indflytningen, skyldes det bl.a., at hendes epilepsi har givet hende kognitive problemer med manglende koncentration, energi og dårlig hukommelse.

”Hvis du så min kalender. Jeg har skrevet alt ned. Når jeg skal til frisøren, så skriver jeg ikke kun ned, hvornår det er – det gør alle jo – men jeg skriver også ned, hvor meget jeg skal af med, så jeg ved hvilken behandling, jeg skal bede om,” fortæller hun:

”Jeg skriver ikke ned, når jeg skal på toilettet. Men det er lige før vi er derhenne.”

I en ny udsendelse om epilepsi og hukommelse har Epilepsi Podcasten været i Fredericia og talt med Helle Høll Christiansen om hendes hukommelsesproblemer, og hvad de har betydet for hendes hverdag og arbejdsdag.

Helle er 51 år. Hun har haft epilepsi, siden hun som syvårig kom ud for en ulykke, fortæller hun:

”Det var i 70’erne, hvor der ikke var så stramme regler om sikkerhedsseler. Jeg sad på bagsædet i en stationcar uden at være spændt fast. Så er der en bil, der bremser hårdt op, og det gør min far så også. Det betyder, at bagklappen ryger op, og jeg triller ud og smækker hovedet ned i asfalten.”

Efter det udviklede hun epilepsi med absencer: ”Du og jeg kan sidde og snakke sammen og så pludselig kan du ikke komme i kontakt med mig, og det kan vare 20-30 sekunder. Som min veninde siger, så plejer det gerne at være, når hun begynder at sige noget uinteressant,” griner hun.

Giver problemer

Helle er uddannet kontorassistent og har erfaring fra flere brancher og stillingsfunktioner. Men lige nu er hun jobsøgende, og epilepsien og hukommelsesproblemerne giver hende nogle ekstra udfordringer, når hun skal finde et job, forklarer hun:

”Når jeg skal søge job, bliver jeg for det første nødt til at finde noget, hvor jeg ikke behøver kørekort, for på grund af min epilepsi, må jeg ikke køre bil. Jeg kan heller ikke søge noget, hvor jeg skal være for detaljeorienteret, for så vil jeg miste overblikket. Jeg kan noget bogholderi, men at begynde at koncentrere mig om at lære at lave årsregnskaber eller lettere kontrolopgaver, det dur ikke.”

Problemerne med hukommelsen har også haft betydning for hendes sociale liv, hvor hun, når hun hilse på folk, ikke kan huske om hun har mødt dem før. Og det kan give nogle akavede situationer. Ligesom det kan gøre det til en prøvelse at deltage i selskaber:

”Ved familiefester han jeg ikke huske hvad folk hedder, eller hvad de laver. Og så har jeg jo ligesom en bagdel i forhold til andre. Og så går de i gang med en samtale, jeg ikke kan være med i,” fortæller hun.

”Så selvfølgelig går det ud over omgangskredsen, fordi der er jo mange, der ikke kan forstå det eller til sidst bliver træt af det.”

Et fantastisk liv

Helle har tidligere prøvet at skjule sine kognitive problemer, men er i dag blevet mere ærlig omkring sine udfordringer – men det er svært, siger hun:

”For det er jo, den jeg er, og sådan er det. Men man vil jo ikke ses på, som en svag person og en, der ikke kan ting. Jeg føler jo ikke, at jeg er en handicappet og har brug for hjælp, og jeg vil helst ikke ses sådan.”

Selvom epilepsien og de problemer, den har givet hende, kan lyde nedslående, så har det ikke betydet, at hun ser negativt på sit liv, understreger hun:

”Jeg har oplevet mange ting. Jeg har studeret i udlandet og boet i udlandet. Jeg har oplevet så mange. Men der er bare nogle ting, jeg ikke kan og sådan er det bare.”

Du kan møde Helle i Epilepsi Podcastens afsnit ”Hukommelse og epilepsi”, hvor vi også taler med neuropsykolog Kirsten Vinter fra Rigshospitalet, som forklarer hvorfor Helle og andre med epilepsi kan have hukommelsesproblemer. Hun kommer også med gode råd til, hvad man kan gøre.

Du kan lyttet til Epilepsi Podcasten på vores hjemmeside og de steder, hvor du ellers henter dine podcasts.

Kilde

Epilepsi Podcasten

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev