Et handicaptillæg betyder, at Cathrine i dag kan overkomme sit lærerstudie. Før hun havde hørt om handicaptillæget nåede Cathrine at gå ned med stress og måtte opgive et matematikstudie.
Af Allan Hougaard
allan@epilepsiforeningen.dk
I sin studielejlighed i Odense sad 20-årige Cathrine Trodsøe og følte sig som en kæmpe fiasko, nok den største taber på kloden. Som eliteatletikudøver gennem mange år var det at give op ikke noget, der faldt henne let, så det var et kæmpe tab for hende at hun på grund af sin epilepsi nu måtte kaste håndklædet i ringen. Men hun havde ikke noget valg, matematikstudiet på universitetet i Odense havde vist sig at være uoverkommeligt hårdt for hende.
Cathrines udfordringer med epilepsien, kombineret med bekymringerne for, hvordan hun skulle få økonomien til at hænge sammen med en SU-indtægt, stressede hende, og stressen havde ført til, at hun var begyndt af have jævnlige epilepsianfald, efter hun ellers havde været anfaldsfri i en længere periode.
Tæt på et sammenbrud havde Cathrine ringet til sin mor i Køge, fortalt at den var helt galt og bedt moren om at komme til Fyn. Med hjælp fra sin mor tog Cathrine den aften i efteråret 2019 beslutningen om at stoppe på matematikstudiet.
Lektierne kræver meget
I dag er Cathrine i gang med lærerstudiet. Hun har stadig mange af de samme udfordringer som hun havde på matematikstudiet. Hun er en langsom læser, har svært ved at læse længere tid ad gangen, hvilket er udfordrende, når man skal læse 150 sider om dagen. Så lektierne kræver stadig meget af hendes tid.
Cathrine er også udfordret, når hun skal skrive lange opgaver, og så kan hun i perioder havde det svært med at holde koncentrationen i undervisningen. Men på et afgørende punkt er der sket noget; Cathrine har fået handicaptillæg, så hun nu kan slippe alle bekymringerne om økonomien og koncentrer sig om sit studie.
”Under mit matematikstudie fik jeg utroligt mange anfald, fordi jeg hele tiden var nervøs for, om jeg skulle ud og have et arbejde. Havde jeg nok penge, havde jeg nok timer i døgnet til at nå det hele, hvis jeg skulle have et arbejde og også overkomme lektierne. Når jeg gik i seng, begyndte jeg tit at græde, fordi jeg var så bange for, at jeg ikke nåede det hele. Var nervøs for, om jeg i morgen, når jeg vågnede op, ville få et anfald, når jeg cyklede til universitetet,” forklarer Cathrine Trodsøe.
En stor lettelse
For hende betyder det alt, at hun i dag har handicaptillæget til at supplere sin SU.
”Det er en økonomisk stor lettelse, og det er også en lettelse rent mentalt, at jeg ikke skal tænke over, at jeg skal tjene de her ekstra penge for at kunne betale for husleje og så videre. Det giver noget indre ro, som hjælper på min epilepsi i hvert fald,” siger Cathrine Trodsøe.
At Cathrine efter matematikstudiet fandt ud af, at hun havde mulighed for at få handicaptillæg var lidt af en tilfældighed. For det var hverken en studievejleder, en læge, sygeplejerske eller en sagsbehandler, der viste Cathrine vej til handicaptillæget. Tippet kom fra hendes mor, som arbejder på et jobcenter og hendes svigermor, der arbejder med specialbørn.
”Da jeg skulle starte med at læse til lærer, snakkede jeg med min mor og svigermor om, hvordan jeg kunne komme gennem studiet med mine udfordringer. De fortalte mig om, at jeg kunne søge det her handicaptillæg, for at tage noget af den stress og angst væk, som jeg ved, er det som trigger min epilepsi og giver mig anfald. Så det var rent faktisk ret tilfældigt, at jeg fandt ud af det,” siger Cathrine Trodsøe.
Hun undrer sig over, at der ikke var nogle af de mange professionelle, hun har været i kontakt med, og som kendte til hendes udfordringer, der kunne oplyse hende om muligheden for handicaptillæg.
”Jeg synes det er en fiasko i systemet. Nu har jeg haft nogle SPS-vejledere, og jeg har også snakket om det med læge og sygeplejerske, og jeg synes det er uhyggeligt, at man ikke nævner det, som en mulighed, når man har en ung, som er studerende. At man ikke fortæller om muligheden. Hvis man har at gøre med unge, der har epilepsi, så giv dem de her muligheder for at gøre det nemmere at komme gennem hverdagen. Fortæl dem, hvor de kan søge om handicaptillæg,” siger Cathrine Trodsøe.
Hun er i dag to et halvt år inde i sin uddannelse til lærer.
Kilde
Epilepsiforeningen