Hvad sker der, hvis man glemmer sin medicin? Og hvad skal man gøre, hvis man har glemt at tage sine piller?
Den britiske epilepsiorganisation Epilepsy Research UK lavede for nylig en rundspørge blandt epilepsipatienter, hvor de spurgte folk, om de huskede at tage sin medicin? Halvdelen havde problemer med at huske medicinen.
Epilepsy Research UK spurgte 129 mennesker med epilepsi. 20 % svarede, at de havde glemt at tage deres medicin en gang inden for det seneste måned. 25 % svarede, at de havde glemt medicinen mere end en gang. Oven i det svarede lidt under halvdelen, at de mindst en gang inden for den seneste måned havde taget medicinen på et forkert tidspunkt.
Men er det egentligt et problem? Og hvad skal man gøre, hvis man har glemt at tage sin medicin? Det har vi spurgt Epilepsiforeningens sygeplejerske og faglige konsulent, Lotte Hillebrandt, om.
Her er svarene
At glemme sin medicin en enkelt gang, lyder ikke ret slemt. Hvad kan der ske ved det?
”Når medicinen ikke tages regelmæssigt er der større risiko for anfald fordi medicinindholdet i blodet falder”, forklarer sygeplejersken: ”Meget epilepsimedicin har det man kalder et ”smalt terapeutisk vindue” hvilket medfører en større følsomhed for ændringer. Det kan derfor have stor betydning om medicinen tages regelmæssigt.”
Hvad skal man gøre, hvis man har glemt at tage sin medicin?
”Som hovedregel skal man tage den glemte medicin lige så snart, man opdager det, da det er vigtigt ikke at springe en dosering over. Næste dosis tages til vanlig tid.”
Der er nogen – f.eks. på Facebook – der advarer folk imod at tage en dobbeltdosis, fordi det kan fremprovokere anfald eller give mange bivirkninger. Hvad siger du til det?
“Det kan godt give anledning til lette bivirkninger, hvis de to doseringer ligger tæt på hinanden, men det vil være forbigående. Her kan man evt. fordele medicinen over nogle timer,” svarer Lotte Hillebrandt, men understreger:
”Det er vigtigt at man ALTID sikrer sig at få klare instruktioner på sit behandlingssted, da der kan være individuelle forhold der er vigtige at være opmærksom på”.
Hun minder også om, at man på på medicinens indlægsseddel kan findes praktiske oplysninger om hvordan man skal forholde sig i forskellige situationer. Da man sjældent går rundt med sin indlægsseddel eller den måske er blevet væk, findes der en praktisk app som man kan hente ned på sin telefon, så man altid har adgang til at se sin indlægsseddel.
“I tvivlstilfælde skal man altid kontakte sin læge eller sygeplejerske, der hvor man går til kontrol”.