07.03.2016

Hjerneuge med fokus på angst

Hjerneugen er det danske navn for den internationale kampagneuge Brain Awareness Week, som hvert år ligger i uge 11. I år er det fra 14.-20. marts.
For første gang er en række foreninger og organisationer gået sammen under overskriften ”Hjernen i fokus” for at skabe synlighed om livet for de cirka 400.000 mennesker i Danmark, hvis hjerne giver hverdagen ekstra modstand.
Dansk Epilepsiforening vil i Hjerneugen sætte spotlight på den usikkerhed, der følger med epilepsi.

Mange forbinder epilepsi med krampeanfald, men det er faktisk ikke nødvendigvis altid anfaldene i sig selv, der er det værste ved sygdommen. For mange er det den usikkerhed og angst, der følger med. Du ved ikke, hvornår det næste anfald rammer dig – når du er på cyklen, i biografen med vennerne eller midt i et vigtigt møde på arbejdet.

Usikkerheden handler både om sygdommens udvikling, fremtiden og den helt nære dagligdag, hvor det fx kan være svært at planlægge og deltage i sociale aktiviteter. Så svært, at en ny undersøgelse viser, at fire ud af ti med epilepsi har prøvet at fravælge sociale aktiviteter pga. sygdommen.

Med elleve foreninger involveret kommer Hjerneugen til at handler om mere end epilepsi. Foreningerne bag Hjerneugen vil med arrangementer og aktiviteter på bl.a. de sociale medier sprede viden om de forskellige sygdomsområder, forskning i hjernen og muligheder for at forebygge, helbrede, vedligeholde og genoptræne.

På Hjernen i fokus’ Facebookside kan du finde en række arrangementer, der har tilknytning til Hjerneugen.  Og på de sociale medier vil man i den kommende tid se opslag med tagget #hjernenifokus.

De elve foreninger, der i år er gået sammen om at sætte hjernen i fokus i Hjerneugen er Hjernerystelsesforeningen, HjerneForum, Hjernesagen, Dansk Epilepsiforening, Parkinsonforeningen, ADHD-foreningen, Alzheimerforeningen, Hjerneskadeforeningen, Hydrocephalusforeningen,, MarselisborgCentret og Spastikerforeningen.

(Kilde: Dansk Epilepsiforening og Hjernen i fokus)

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev