Færre anfald og bedre livskvalitet. Det oplevede en stribe voksne patienter, da man lavede gentest og på den baggrund tilpassede deres behandling
Når børn får epilepsi tidligt i livet, er det næsten blevet kutyme, at man laver en gentest i håb om at blive klogere på baggrunden for epilepsien, så man kan målrette behandlingen bedre til lige præcis den persons epilepsi. Men hvad med voksne, der får epilepsi? Kan det styrke behandlingen, hvis man også lavede gentest på dem?
Ja, siger et internationalt studie, der viser, at nogen kan have stor glæde af det.
I studiet lavede man gentest på 200 voksne patienter, og hos 46 af dem (23 %) fandt man en genetisk baggrund for epilepsien. Med 11 af de 46 patienter brugte man den ny viden til at justere behandlingen, og de fik næsten alle (10 ud af 11) enten bedre anfaldskontrol eller et generelt bedre velbefindende.
”Studiet viser, at rutinemæssig diagnostisk test er meget relevant hos voksne med epilepsi”, konkluderer forskerne, der bl.a. inkluderer forskere fra Epilepsihospitalet Filadelfia. Og de peger på, at studiet bekræftes af andre lignende studier blandt voksne med epilepsi.