05.04.2022

Freja fortalte klassen om epilepsi: “Jeg var da lidt nervøs, men det er et vigtigt emne”.

Freja stillede sig op foran klassen og fortalte sine kammerater om sin epilepsi og gjorde bag efter oplægget til en artikel. Hendes lærer har sendt os artiklen

 

“Til daglig går jeg i skole i Ans i Midtjylland. Jeg har ikke tidligere fortalt klassen, at jeg har epilepsi, men nu skulle det være,” fortæller Fraja Kudahl. Derfor stillede hun sig en dag i marts op foran hele klassen og fortalte om epilepsi.

“Jeg var da lidt nervøs, men det er et vigtigt emne,” skriver hun i forbindelse med en lille artikel hun har lavet på baggrund af sit oplæg.

Hendes lærer er forståeligt nok stolt af sin elev:

”Jeg er simpelthen så stolt af hende. Hun har turdet stille sig op foran klassen og fortælle om sin epilepsi. Derudover har hun skrevet en artikel, fordi hun synes, at det er vigtigt at udbrede mere viden om emnet – hvilket jeg jo kun kan give hende ret i”, skriver læren i en mail til Epilepsiforeningen, hvor hun giver os lov til at viderebringe Frejas epilepsiartikel.

Freja Kudahls artikel

”I Danmark har 55.ooo mennesker epilepsi, så næsten alle kender en, der har epilepsi, mange ved bare ikke, at de kender en. Epilepsi er mere end bare anfald, for 65 % bliver anfaldsfri, men ikke nødvendigvis epilepsi-fri.

Epilepsi sidder i hjernen og er en kronisk lidelse. Epilepsi er forskellig fra person til person. Nogle er født med det, og andre får det senere i livet af forskellige årsager. Anfald kan se meget forskellige ud. Nogle gange stirrer personen ud i luften og er ukontaktbar. Andre gange falder man om med kramper. Hvis man ser en person i et epileptisk anfald, skal man først tage tid. Varer anfaldet over 5 minutter, så skal personen have medicin, og der skal ringes 112. Imens man tager tid, skal man støtte personen, men ikke gribe fast om personen, for det kan gøre det værre.

 

Jeg fik mit første anfald, da jeg var 13 måneder. Ni måneder senere kom jeg på epilepsihospitalet Filadelfia i Dianalund. Her er alle læger og sygeplejersker eksperter i epilepsi. De hjælper tit en, så man får færre anfald, og så møder man andre, der også har epilepsi, og det vigtig, fordi så føler man sig ikke alene.

I dag tager jeg piller morgen og aften, og jeg har det godt. Jeg har været anfaldsfri siden oktober 2018. Men jeg har stadig diagnosen, og det er der også mange andre børn og voksne i Danmark, der har. Så derfor er det vigtig med viden om epilepsi.”

Kilde

Freja Kudahl

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev