Formanden: “Hvor er ledelsen henne på bostederne?”

I Altinget kritiserer Epilepsiformand den manglende sundhedsfaglige viden på mange bosteder. Hun retter også en kritik mod ledelsen på bostederne, som slipper lidt for billigt i den verserende debat, mens medarbejderne skal stå for skud

Debatten om bostederne fortsætter i kølvandet på programmet Operation X. ” Vi ved godt, hvor problemerne er. Nu er det konkret handling der mangler”, siger Lone Nørager Kristensen i et debatindlæg. Foto: Per Vad

Af Morten Ravn
morten@epilepsiforeningen.dk

Debatten om bosteder fortsætter med at rulle. Senest er socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil blevet kaldt i samråd om programmet Operation X, der blev vist på TV 2. Epilepsiforeningen formand Lone Nørager Kristensen har i dag et indlæg i det politiske landsdækkende medie Altinget.

– Det er trist at se hvordan, at de mennesker som for alvor har brug for omsorg i vores samfund bliver mere eller mindre overladt til sig selv, skriver formanden.

Herudover har formanden en pointe omkring manglende sundhedsfaglig viden på mange bosteder.

– Der er stadig meget lidt sundhedsfagligt personale. Ofte er der ansat én sygeplejerske eller social- og sundhedsassistent. Resten af personalet er ofte pædagoger og i endnu højere grad ufaglærte og løst tilknyttede vikarer. Det giver problemer, skriver formanden.

Herudover retter formanden en kritik mod ledelsen på bostederne, som slipper lidt for billigt i den verserende debat, mener formanden. Det er medarbejderne der mest står for skud.

– Hvor er den daglige ledelse henne? Der er uden tvivl problemer med at rekruttere personale. Det er sikkert en svær situation at stå i, når man skal drive et bosted. Men der burde stadig være en ledelse, der sikrer sig, at folk i det mindst passer deres arbejde. Herudover er det ledelsen, der skal gå forrest og sikre en god kultur, der modvirker forråelse, skriver hun.

– Der skal simpelthen til at ske noget på det her område. Vi ved godt, hvor problemerne er. Nu er det konkret handling der mangler. Få nu sikret at der er den rigtige sundhedsfaglige viden og en ledelse, der er vågen ved havelågen. Så ville vi være langt.

Kilde

Epilepsiforeningen og Altinget

Se det åbne samråd med socialministeren 23. november klokken 13.00

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev