15.11.2013

Folk venter på diagnose

Mennesker, der muligvis har epilepsi, har ret til at få stillet en diagnose inden for en måned. Men i Region Nordjylland er ventetiden 6-7 måneder for en epilepsi-diagnose, i Midtjylland er den 22-52 uge, og i Hovedstaden er den 6-20 uger.
Fire ud af fem regioner erkender, at de ikke kan leve op til udredningsgarantien, der trådte i kraft 1. september. Patienter har ret til at få stillet en diagnose inden for en måned. Men alene i regionerne Midtjylland og Nordjylland mangler over 30.000 patienter en afklaring ifølge regionernes egne opgørelser. Værst ser ventetiderne ud for patienter, hvor der er mistanke om sygdomme som epilepsi, sklerose, Parkinsons, gigt eller urinvejsinfektioner.
I en pressemeddelelse udtaler Dansk Epilepsiforenings landsformand, Lone Nørager Kristensen: ”Når regeringen giver borgerne et løfte om, at de kan blive udredt inden for en måned, så må den også sikre, at det kan lade sig gøre. Den må sikre, at hospitalerne har fået tilstrækkelige ressourcer – både når det gælder penge og ekspertise.”
 ”Derfor kræver vi, at regeringen og regionerne hurtigt finder en løsning på det her. Og regionerne må gennemgå dimensioneringen på epilepsiområdet på landets behandlingssteder, så vi har sikkerhed for, at der er, hvad der skal være for at sikre folk en epilepsiudredning inden for en måned.”
”Epilepsi er en vanskelig diagnose. Og epilepsien kan gøre uoprettelig skade eller blive forværret, så den er sværere at behandle, hvis den ikke er diagnosticeret og behandlet rigtigt,” siger Lone Nørager Kristensen.
”Det gør mig vred at se, at der er mennesker, der må gå med anfald i over en måned uden af få afklaret, om de har epilepsi eller ej. Ventetiden kan få følger for epilepsiens udvikling, ligesom den tærer på familielivet og psyken. Den kan også få alvorlige økonomiske og sociale konsekvenser i form af indtægtstab – der er nogen der må gå sygemeldt og der er måske også nogen, der mister deres arbejde," siger Lone Nørager Kristensen. Læs mere om frit sygehusvalg og udredningsgaranti Hør Radio 24 7 Morgens indslag, hvor Lone Nørager Kristensen udtaler sig. Indslaget er 38 min. inde udsendelsen Se Facebook-kommentarer til sagen (Kilde: Dansk Epilepsiforening og Politiken)

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev