24.04.2020

Fem podcast hvor eksperter giver dig råd om at håndtere livet med epilepsi

Hør eksperternes gode råd om ensomhed, søvnproblemer, arbejdslivet, hverdagen som pårørende og udfordringerne ved komorbiditet

 

Vi har været i vores arkiv med podcast, der især består af indlæsninger af artikler fra Epilepsiforeningens blad ”Epilepsi”. Vi har her håndplukket fem, hvor eksperter kommer med viden og gode råd om emner så som ensomhed, søvnproblemer, arbejdsmarkedet, livet som pårørende og udfordringerne ved komorbiditet.

Kunsten at overleve som pårørende

Hvis du er pårørende til et menneske med epilepsi, skal du skrive dig selv ind i din kalender og øve dig i at styre den angst, usikkerhed, magtesløshed, vrede og manglende glæde, som nogle pårørende fortæller om. Men hvordan gør man det i praksis? Det har vi talt med specialkonsulent Malene Nordborg Petersson om.

Sov bedre og få færre anfald

”En tredjedel af alle anfald – måske flere – forekommer under søvn, og visse epilepsiformer forekommer decideret under søvn, og der er søvnsygdomme, der forekommer særlig hyppigt hos patienter med epilepsi”, fortæller professor Poul Jennum. Vi har talt med søvnforskeren om sammenhængen mellem søvn og epilepsi.

Kom ud af ensomheden

Følelsen af ensomhed er et advarselssignal, ligesom smerten når man lægger en hånd på en varm kogeplade. Det er et signal om, at du skal gøre noget. Du skal erkende ensomheden, tale om den og opsøge sociale fællesskaber, siger konsulent Julie Manley, der hjælper ensomme unge.

Få fodfæste på arbejdsmarkedet

De fleste med epilepsi har ingen problemer med at få og passe et arbejde på ganske almindelige vilkår. Men der er også en del, der døjer med at komme ind på arbejdsmarkedet eller holde fast i jobbet, fortæller Epilepsiforeningens socialrådgiver, Helle Obel. Her er hendes gode råd til dig, der er i job eller søger arbejde.

Når epilepsien ikke er alene

Epilepsiforeningens socialrådgiver, Helle Obel, ved, at det kan være svært nok at få tingene til at hænge sammen, når man har epilepsi. Men når man samtidig fejler flere ting oveni eller sammen med, bliver tingene en ekstra tand komplekse. “Komorbiditet stiller uhyrlige krav til den enkelte og de pårørende,” siger hun her.

Find flere podcast

I arkivet med artikler, der er indlæst, finder du både eksperternes gode råd og spændende og rørende personfortællinger, hvor personer med epilepsi og deres familier fortæller om livet med epilepsi.

Kilde

Epilepsiforeningen og bladet “Epilepsi”, som du kan hente smagsprøver fra her.

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev