27.06.2023

Familie sover i folks baghaver på vej over Danmark

Albert, Olivia og deres far cykler fra Odense til Fjerritslev for at deltage i Epilepsiforeningens familiesommerlejr

På familiens cykeltur hen over Danmark bliver der også tid til nogle stop. Her plukker – og især spiser – Olivia jordbær. Foto: Privat

Af Morten Ravn
morten@epilepsiforeningen.dk

Albert på 13 år og Olivia på 12 år tager snart på cykelferie med deres pakæsel, guide og Far som hedder Morten. De cykler fra Odense og over fem dage til Fjerritslev i Nordjylland til Epilepsiforeningen sommerlejr. Det er en tur på godt 250 km. Undervejs bor de i folks baghaver og bruger her hjemmesiden: www.brugminbaghave.dk

”Vi har prøvet det da vi cyklede hhv. på Sjælland og til Skagen og har kun gode erfaringer. Folk plejer at være ualmindelig flinke. Nogle stiller deres baghave til rådighed af bæredygtighedsmæssige årsager, andre gør det fordi, de bare synes, at det er hyggeligt at have gæster. Nogle har den tilgang, at hvis ikke vi kan komme ud og opleve verden, må verden komme til dem”, siger Far Morten

For familien handler det blandt andet om at gøre noget anderledes. Morten arbejder til dagligt som innovationskonsulent på SDU, med en mentalt krævende hverdag. Så en cykelferie er lige sagen, når der kobles af, mens der synges om kap med lærkerne. Når de holder pauser fra cyklerne, spiser de is, fanger krabber, spiller bold og alt muligt andet, som de finder på. De hunde, heste og andre kæledyr de møder på deres vej, kan være sikre på at blive kløet bag ørerne da børnene er meget glade for dyr.

”Det er enormt nærværende. Vi sover i telt, og går ikke i bad i dagevis – måske bare en kold vandslange eller en tur i del lokale sø – det er jo sommer…”, beretter Morten.

Albert og Olivia får en krone per kilometer, de cykler. De bliver flittigt spenderet de købmænd og ishuse, de komme fordi. Albert er desuden god til at spare op og pointerer at lillesøster Olivia ikke er lige så god til at passe på pengene. Undervejs har de en masse spændende oplevelser, som de deler de ud af på #ViErAlbertOgOlivia på Facebook, hvor de samtidig samler de ind til bl.a. Epilepsiforeningen.

Albert har epilepsi og heldigvis anfaldsfri i mange år. Det er syvende år, at de tager på aktiv ferie i Danmark. Men Epilepsiforeningens sommerlejr er første gang.

”Vi forventer, at der er nogle andre børn, vi kan lege med. Albert og Olivia er meget optaget af, om der er en hoppebog og en glidebane. Vi forventer også, at det hele er ret meget nede på jorden. Og så kan vi godt affinde os med, at der ikke er et højt serviceniveau, og at vi måske skal hjælpe til med noget”, afslutter Morten.

Kilde

Epilepsiforeningen

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev