17.08.2020

Epilepsiforeningens formand: “Alle med særlige behov skal føle sig trygge ved, at de kan få den rette hjælp”

Det står grelt til med retssikkerheden for nogle af landets mest sårbare borgere og familier med handicap, når de skal have hjælp fra kommunen

 

 

”Situationen med svigtende retssikkerhed er helt og aldeles uacceptabel”, mener Epilepsiforeningens formand, Lone Nørager Kristensen.

Og det er hun ikke den eneste, der mener. Det viste to samråd i Folketinget, hvor socialminister Astrid Krag sammen med et bredt flertal af partier i Folketinget pegede på, at de alt for høje omgørelsesprocenter fra Ankestyrelsen er en trussel for retssikkerheden. Omgørelsesprocenter er andelen af sager, hvor borgere får ret i deres klage over en kommunal afgørelse, eller hvor sagen sendes tilbage til kommunen, som må behandle den på ny.

Epilepsiforeningens formand mener, at situationen er helt uholdbar: ”Som det er i dag kan kommunerne spare penge ved at lave ulovlige fejl. Retssikkerheden skal højnes, så alle med særlige behov kan føle sig trygge ved, at de kan få den rette hjælp”.

Ved de to samråd i Folketinget var der enighed om, at problemet især skyldes presset velfærdsøkonomi ude i kommunerne. Ministeren gav skiftende regeringer i de seneste år skylden for, at pengene ikke er fulgt med det stigende antal mennesker med behov for støtte. Det sætter den kommunale økonomi under pres, og er med til at tvinge kommunerne ud i afgørelser, hvor hverken faglighed eller borgernes behov vejer tungest. Sagt på en anden måde, så er retssikkerheden den pressede økonomis første offer.

Til gengæld er der blandt politikerne ikke enighed om, hvad der skal gøres ved problemet, og hvor hurtigt der skal handles.

Socialministeren blev spurgt til, om hun ville gennemføre nogle helt konkrete tiltag, der nærmere er beskrevet af Advokatrådet, som for eksempel, at det ikke skal være gratis for kommunerne at begå fejl, og at der skal være opsættende virkning ved alle klagesager, så hjælpen forsætter uændret, mens klagen behandles? Ministeren afviste alle forslag på nuværende tidspunkt.

Minister vil afvente evaluering af socialområdet

Udspørgerne på det seneste samråd svarede skarpt tilbage. ”Ministeren skyder alle forslag ned, men kommer ikke selv med forslag til initiativer til, hvad der skal ske her og nu, selvom familier bliver ødelagte”, lød det fra Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti, og ”vi kan ikke fortsætte med de gode hensigter, uden at vi handler. Der må være noget konkret, vi kan sætte i gang nu. Mennesker med handicap skal ikke bare overleve, de skal leve. Du sidder på taburetten. Du må handle,” sagde Charlotte Mølbæk, SF.

Ministeren mener, at løsningen i første omgang er styrket kommunaløkonomi, dels at kommunerne bliver bedre til at lære af deres fejl. Ministeren henviste til den netop igangsatte evalueringen af det specialiserede socialområde, og hun ønsker at vente på resultatet heraf.

Epilepsiforeningens formand mener ikke, at man kan vente: ”Det er godt at socialministeren og partier oven en bred kam erkender skredet i retssikkerhed og den voksende mistillid. Men vi ikke kan vente meget længere. Styrket retssikkerhed har længe stået øverst på organisationernes dagsorden, og vi vil i den kommende tid byde ind med nogle helt konkrete løsningsforslag i regeringens evaluering af området”, siger Lone Nørager Kristensen.

Kilde:

Epilepsiforeningen. Og Folketingets tv, hvor samrådet tirsdag den 11/8 og tordag den 13/8 kan ses.Og “Retssikkerhed for udsatte borgere” (pdf), Rapport fra Advokatsamfundet, juni 2020.

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev