Epilepsiforeningen om kommunernes fejl i sagsbehandling: Ministeren må træde i karakter

Nye tal viser fortsat store problemer med sagsbehandlingen på socialområdet. ”Skandaløst”, siger Epilepsiforeningens formand

 

Børne- og Socialministeriet har offentliggjort tal for 2018 for den såkaldte ”tørresnor” om kommunernes fejl i sagsbehandlingen. Det handler om klager over kommunens afgørelse, som Ankestyrelsen enten kan sige god for, eller som omgøres. De såkaldte omgjorte sager kan Ankestyrelsen enten sende tilbage til fornyet behandling i kommunen (hjemsendelse) eller styrelsen kan ændre afgørelsen, fordi den er ulovlig.

Landsgennemsnittet for omgørelsesprocenter i 2018 var henholdsvis 36 procent for socialområdet, 47 procent for børnehandicap og 32 procent for voksenhandicapområdet.

”Nu må ministeren træde i karakter,” siger Epilepsiforeningens formand Lone Nørager Kristensen, der håber at emnet bliver et tema i den kommende valgkamp:

”Fejl i næsten halvdelen af sagerne på børneområdet er skandaløst. Vi kan med andre ord ikke have tillid til, at kommunerne træffer de afgørelser, som borgerne har ret til. Forkert hjælp og støtte til børn og deres familier er en tabersag for hele samfundet.  Det går den forkerte vej, og det er ikke længere nok med en løftet pegefinger fra socialministeren.”

Kilde

Børne- og Socialministeriet. I artiklen kan du på de interaktive kort se omgørelsesprocenterne i din kommune.

 

 

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev