29.07.2024

Epilepsiforeningen efter ulykke: – Der er brug for at kigge reglerne igennem

En trafikulykke i Randers har startet debat om reglerne for lægeligt kørselsforbud. Epilepsiforeningen og andre organisationer bakker op om at kigge på området.

Fredag den 26. juni mistede to mennesker livet i en trafikulykke i det nordlige Randers. Den sigtede havde et lægeligt kørselsforbud. Foto: Istock

Fredag den 26. juni mistede to mennesker livet i en trafikulykke i det nordlige Randers. I forbindelse med ulykken blev en 56-årig mand anholdt og sigtet for to tilfælde af uagtsomt manddrab.

Ved lørdagens grundlovsforhør i Retten i Randers kom det frem, at manden havde et lægeligt kørselsforbud, fordi han lider af epilepsi. Da der er tale om et grundlovsforhør, er der stadigvæk en efterforskning af sagen i gang. Derfor kan man heller ikke endnu slå fast, hvad der var årsagen til ulykken. Under grundlovsforhøret fortalte den sigtede mand blandt andet, at han ikke erindrede ulykken, og havde, hvad han selv beskriver, som et blackout.

Ulykken har efterfølgende startet en del debat blandt politikere og flere organisationer.

Epilepsiforeningen har ligesom UlykkesPatientForeningen og Dansk Kørelærer-Union foreslået, at man skal ind og kigge på de nuværende kørselsforbudsregler:

–  Der er en helt forfærdelig ulykke, og mine tanker går til de pårørende. Et kørselsforbud skal overholdes. Vi ser gerne, at man gør noget mere, for at det lægelige kørselsforbud bliver overholdt. For trafiksikkerheden har den største prioritet hos Epilepsiforeningen, fortæller landsformand Lone Nørager Kristensen.

Flere politikere har også meldt ud, at man er klar til at kigge de nuværende regler efter i sømmene.

Justitsminister Peter Hummelgaard (Socialdemokratiet) har givet udtryk for, at han er åben for at kigge på eventuelle ændringer på området. Det skriver han i en mail til TV2. Desuden har Karina Lorentzen (SF) og Preben Bang Henriksen (Venstre) overfor mediet givet udtryk, at der er behov for ændringer på området.

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev