06.10.2016

Epilepsi ikke med i forsøgsordning

Cannabis til medicinske brug kan i nogle tilfælde lindre på symptomerne, men kan ikke helbrede. Det gælder symptomer for en lang række sygdomme og herunder epilepsi.  
I Canada, USA, Holland og andre lande er cannabis til medicinsk brug lovligt under myndighedernes strenge kontrol. 
Nu er en forsøgsordning på vej i Danmark. Et udvalgsarbejde i Sundhedsministeriet arbejder med at udforme ordningen i praksis. Udvalget har arbejdet for lukkede døre, men Metroxpress har fået fat i to nye notater fra Sundhedsministeriet om "model for forsøgsordning med cannabis planteprodukter", som sundhedsminister Sophie Løhde har haft fremlagt på et lukket møde. 
Her foreslår ministeriet, at der laves et fireårigt forsøg fra 2018 med medicinsk cannabis til alvorligt syge patienter med en af fire diagnoser. Det er smertelindring ved sclerose, rygmarvsskade og anden kronisk smertebehandling samt gener ved kemoterapi. 
Det vil sige, at epilepsi øjensynligt ikke kommer med i forsøgsordningen. Det skuffer Epilepsiforeningens landsformand, Lone Nørager Kristensen (billedet): 
”Det er vi både skuffede og uforstående over. Epilepsiforeningen ønsker, at epilepsi skal indgå i den fireårige forsøgsordning. Det mener vi selvom indholdet i ordningen ikke er på plads, så vi kender ikke de nærmere vilkår for ordningen og begrundelse for afgrænsningen.”  
Er du I det mindste ikke glad for, at der kommer hul på bylden, og der kommer en forsøgsordning?
”Jo det er godt. Vi har talt om dette i årevis, og jeg syntes de danske sundhedsmyndigheder har været alt for langmodige, selvom dette er et område vi skal nærme os med forsigtighed.”

Danmark går kun halvvejen

Ifølge Metroxpress er myndighederne især inspireret af reglerne i Holland. Her kan praktiserende læger udskrive cannabis til medicinsk brug på recept til deres patienter. Det sker under myndighedernes strenge kontrol med hvilke præparater, der må udskrives på recepten.  
Den afgørende forskel mellem modellen i Holland og danske forsøgsordning er, at i Holland er anvendelsen ikke afgrænset til bestemte sygdomme. 
I Holland er det symptomerne, der er afgørende for lægens vurdering af, om der skal udskrives cannabis til medicinsk brug. Lone Nørager Kristensen synes, at den danske ordning skulle være lige sådan:
”Jeg mener, myndighederne har god grund til at være inspireret af modellen i Holland. Her sker det under streng kontrol, og de har stor erfaring, da man for længst tilbyder patienter uden andre behandlingsmuligheder cannabis til medicinsk brug.” 
”Med epilepsi står vi grundlæggende i den situation, at nogle mennesker ikke kan hjælpes med medicin. På kort sigt ser det ikke ud til, at der kommer væsentlige fremskridt med udvikling af ny medicin,” siger landsformanden og spørger: ”Hvad skal disse mennesker i Danmark skal gøre? Skal de kastes ud i kriminalitet og med risiko for at indtage cannabis, hvor det eksakte indhold er ukendt?” 

Lone: Gør som i Holland

Hvad vil Epilepsiforeningen nu gøre?
”Vi anbefaler myndighederne at forsøgsordningen udvides til at omfatte symptomer ved epilepsi. Lad os fuldt ud være inspireret af modellen i Holland. Vi bliver ikke klogere på forsøget, hvis relevante sygdomsgrupper er udelukket.” 
”I Epilepsiforeningen anbefaler vi patienterne at drøfte emnet med deres behandler. Vi ved, at nogle danske behandlere på landets fremmeste sygehuse vejleder deres patienter om cannabis til medicinsk brug.”, siger Lone Nørager Kristensen. 
(Kilde: Metroxpress og Epilepsiforeningen)

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev