Fire danske patienter har fået en operation, hvor epilepsien brændes væk med en computerstyret laser i stedet for den traditionelle epilepsioperationer, hvor en del af hjernen blotlægges. Det kan blive den mest brugte operation
Af Per Vad
pervad@epilepsiforeningen.dk
Fire gange har epilepsikirurgerne på Rigshospitalet brugt den nye operationsteknik, hvor epilepsien brændes væk med en computerstyret laser, der føres ind gennem et tre millimeter hul i kraniet.
”Alle fire behandlinger forløb ukompliceret, og patienterne kunne gå hjem dagen efter”, fortæller hjernekirurg Rune Rasmusen, der har været med ved alle operationerne.
Ved en almindelig hjerneoperation skærer kirurgen sig igennem et mindre område af hjerneskallen og -vævet for at få adgang til at kunne operere. Og patienten er som regel indlagt i flere dage. Ved laserbehandling er indgrebet minimalt, og patienten kan tage hjem dagen efter.
”Er de sjove at lave?”
”Ja, det er virkelig sjovt. For det er jo virkelig high tech-behandling på alle måder”, siger Rune Rasmussen: ”Det er en operation, hvor det hele laves med hjælp fra en computer. Både planlægningen og selv indgrebet”
Operationen er en omstændig proces, der kræver en halv snes personers arbejde i seks timer, forklarer hjernekirurgen.
Først lægges patienten i narkose, og hans hoved sættes fast i en ramme, der holder hovedet fuldstændigt stille under resten af operationen.
Så foretages der en CT-skanning, og en computer fodres med skanningens resultater. Computeren beregner, hvordan kanylen med laseren skal føres ind. Og den guider kirurgen, når han gennem et tre millimeter hul fører laserkarteret ind i hjernevævet i den rette vinkel og til den rette dybde.
Patienten og laseren føres derpå ind i en stor MR skanner, der hele vejen gennem operationen sender live billeder af temperaturen i hjernen, så operationsteamet på en computerskærm kan se, at de får brændt tilstrækkelig væk uden at brænde andet.
”Risikerer du en dag at blive arbejdsløs, og en IT-nørd kommer og laver det hele?”
Den udvikling kan han ikke se for sig: ”Der skal jo altid være nogen til at udføre det operative – selve det at føre laserkateteret. Og det er ikke specielt nemt. Og så kræves det også en stor viden om, hvor meget der skal fjernes.”
50-60 % bliver anfaldsfri
Ved de hidtidige åbne operationer er 60-70 % af patienterne blevet anfaldsfri. Med laser-interstitiel termisk terapi (LITT) – som laserteknikken rettelig hedder – er det 50-60 %, der bliver anfaldsfri.
På trods af den lidt ringere succesrate kan Rune Rasmussen godt se for sig, at LITT bliver mere normalt end de traditionelle:
”Det siger erfaringerne fra USA”, fortæller han: ”Patienterne efterspørger selv LITT-behandlingen, fordi den er mere skånsom.”
I USA er man begyndt at bruge LITT som det kirurgiske indgreb, man starter med. Og hvis det ikke virker, kan man prøve en åben operation.
I Danmark er der hidtil blevet opereret 40 epilepsipatienter om året. Kirurgerne håber, at den nye metode vil føre til, at flere, der ikke kan gøres anfaldsfri med medicin, siger ja til en operation.
Kilde og foto
Epilepsiforeningen. Foto er fra en amerikansk LITT-operation, der kan ses på YouTube.