Det Centrale Handicapråd er i gang med en undersøgelse om kontakten mellem borgere med handicap og den kommunale forvaltning. Undersøgelsen omfatter både borgere, sagsbehandlere og ledere. Svarene på undersøgelsen skal bruges til at styrke brugerindflydelse og tillid mellem borger og kommune.
Det er vigtigt, at få borgernes stemme med i denne undersøgelse, mener Dansk Epilepsiforenings socialrådgiver, Helle Obel, og opfordrer brugere af det sociale system til at besvare spørgeskemaet: "Vi har en del henvendelser i Rådgivningen, der på den ene eller anden måde handler om en oplevelse af manglende tillid og forståelse fra kommunen. Det er godt med en undersøgelse, der kaster lys over situationen og forhåbentlig kan munde ud i en styrket brugerinddragelse."
Deltag i undersøgelsen her
Det tager ca. 10 minutter at besvare et spørgeskema. Undersøgelsen gennemføres i samarbejde med et eksternt konsulenthus, Advice og besvarelsen er derfor fuldstændig anonym. Data vil kun blive offentliggjort i en overordnet form, hvor ingen individuelle besvarelser kan genkendes. Undersøgelsen lukker for besvarelser mandag den 16. marts 2015.
(Kilde: Det Centrale Handicapråd – Link til undersøgelsen)
02.03.2015