En stor del af vores kontakt med det offentlige er nu på nettet. Det betyder, at vi skal melde flytning over nettet, bestille nyt sundhedskort og læse posten fra det offentlige digitalt, med mindre man er blevet fritaget fra Digital Post.
Det betyder også, at der kan være behov for information og hjælp. Derfor er det rart at vide, hvad mulighederne er, hvis man skal hjælpe som pårørende, eller hvis ens livsvilkår ændres, og man mister sin digitale førlighed. Det kan fx være på grund af sygdom.
5 gode råd til den digitale kommunikation med det offentlige:
1. Husk at få automatisk besked, når der er ny Digital Post
Du kan få besked, når der er ny Digital Post til dig. Det gør du, når du logger ind for at læse din digitale post på borger.dk eller e-boks.dk. Her oplyser du dit mobilnummer og din e-mail.
2. Du kan give andre læseadgang
Du kan give andre lov til at læse din digitale post ved at give dem læseadgang. Det kan fx være et familiemedlem eller andre, du har tillid til. Det kan også bare være for en periode.
3. Du kan blive fritaget for Digital Post
Hvis du ikke har mulighed for at kommunikere digitalt med det offentlige og åbne din post, kan du blive fritaget fra Digital Post. Det gør du ved at møde op i din kommunes borgerservice. Hvis du ikke selv kan møde op, kan du få en anden til at fritage dig via en fuldmagtsblanket på borger.dk. Læs mere her.
4. Få hjælp lokalt – i din kommune eller på dit lokale bibliotek
Har du spørgsmål eller behov for hjælp til at kommunikere digitalt med det offentlige, kan du altid kontakte dit lokale bibliotek eller kommunens borgerservice. Du kan også få hjælp til at bruge internettet hos ældreorganisationer og oplysningsforbundene.
Læs mere om, hvor du kan få hjælp til it og offentlig digital kommunikation på
5. Du kan få hjælp til at bruge borger.dk
Du kan få hjælp til at bruge borger.dk ved at ringe på telefonnummer 70 10 18 81.
(Kilde: Digitalstyrelsen)
16.10.2015