4 gode epilepsi-romaner

Er der ikke skrevet nogle ordentlige romaner om epilepsi? Jo, her er fire gode eksempler på epilepsi i litteraturen.
I den italienske socialrealistiske efterkrigslitteratur har Elsa Morantes (1912-1985) roman ”Historien” (”La storia,” 1974) en særstilling. Romanens tre hovedpersoner har epilepsi. Drengen Useppe, der forstår dyrenes sprog og forgylder sine usle omgivelser ved en nærmest legendarisk udstråling, har epilepsi og dør meget ung i status epilepticus. Han har nedarvet sygdommen fra sin mor, der har undfanget ham, da hun blev voldtaget af en tysk besættelsessoldat, der misforstod det epileptiske anfald hun fik under samlejet som en voldsom orgasme. Hans storebror, der bliver involveret i sortbørshandel, får også nogle anfald. "La storia" bliv filmatiseres i 1986 til italiensk tv med Claudia Cardinale som moren (billedet).
Fjodor Mikhajlovitj Dostojevskij (1821-1881) led selv af epilepsi og brugte den ofte i sit litterære værk, med en enorm spændevidde. Den epileptiske fyrste Myshkin, hovedpersonen i ”Idioten,” repræsenterer det ejegode, næsten Kristus-lignende menneske. I Idioten findes enestående beskrivelser af lange indledende faser til kompleks partielle og generaliserede krampeanfald.
I flere af Johannes V. Jensens (1873-1950) Himmerlandshistorier findes en mand med øgenavnet Lindby-Skytten (sandsynligvis en historisk person), der lider af epilepsi. Han er skildret med stor empati. I den af novellerne, der er opkaldt efter ham, skildres et anfald, som han får på den ensomme hede. Han får et forvarsel og forbereder sig omhyggeligt, så han ikke kommer til skade.
Siri Hustvedt er en amerikansk forfatter, der har vundet en stor læserskare også i Europa. Hendes debutroman ”Med bind for øjnene” ("The Blindfold”, 1992) er til en stor del bygget på hendes egne erfaringer med en svær, synsforstyrrende migræne. Men den indeholder også en mesterlig beskrivelse af et epileptisk anfald hos en ukendt person på gaden, der forener objektiv præcision i detaljer, der trænger sig på, med en fornemmelse af næsten stillestående tid, iagttagerens uhygge og de tilfældige tilskueres forskellige reaktioner.
Hvis det ikke behøver være en roman har Dansk Epilepsiforening selvfølgelig udgivet flere bøger, hvor mennesker med epilepsi fortæller deres historier. Fx "Trods ulige odds" hvor otte personer fortæller deres historier med de overvejelser og oplevelser, de hver især har gjort omkring deres liv og frem for alt arbejde. Bogen kan hentes gratis her (Kilde: Professor Peter Wolf i Epilepsi nr 4, 2010, der handler om epilepsi og kultur)