Har man fået sygedagpenge i over 52 uger, så havner man efter gældende regler på kontanthjælp, og det gør flere og flere.
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der er sket en stigning på 20 procent fra 2010 til 2012. Det skriver Avisen.dk.
Sidste år mistede over 10.000 danskere deres sygedagpenge, fordi de ramte loftet på 52 uger. En uheldig udvikling, lyder det fra en ekspert i socialret.
"Det betyder jo, at man står med et forsørgelsesproblem af større dimensioner, end man hidtil har gjort. De syge lægger sig jo ikke hensynsfuldt til at dø, når de 52 uger er gået. De lever videre, og de skal have noget at leve af, og det er det, der er problemet," siger Kirsten Ketscher, der er professor ved Københavns Universitet til Avisen.dk.
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) har netop genoptaget de politiske forhandlinger om en reform på området.
04.12.2013