Borger i eget hjem?

Kommunens botilbud til handicappede er borgerens eget hjem, hvor det er meningen, at der skal ydes den støtte, som borgeren har behov for, for at kunne vedligeholde og især udvikle sine færdigheder indenfor alle områder. Støtten skal gives, så borgeren bliver i stand til at kunne leve et liv med de samme muligheder og valgmuligheder, som hvis borgeren ikke havde behov for støtte. Og støtten skal også give borgeren mulighed for at tilegne sig helt nye kompetencer.
Dette kaldes også at kompensere for handicappet, og er et begreb, hvortil der knytter sig rettigheder. Man kompenserer for handicappet, så borgeren bliver i stand til at leve sit liv uden nævneværdige begrænsninger på grund af handicappet.
Men hvordan skal man lige blive i stand til at leve uden nævneværdige begrænsninger, når dem, der skal yde støtten beskæres ned til et absolut minimum?
Hvordan skal man f.eks. lære at forstå en opskrift, handle ind og betale for sine varer og være med til at lave retten, når denne opgave f.eks. ikke længere skal være en del af bo-tilbuddet? Hvorfor skal andre bestemme, hvilken mad man skal spise i hele sit voksenliv, hvem der skal tilberede den osv? Hvordan kan man tillade sig at fratage nogle borgere muligheden for at vedligeholde og udvikle færdigheder indenfor dette område?
Hvordan stemmer det lige overens med kompensationsprincippet, med lige muligheder, med lige valgmuligheder, med Servicelovens intentioner om vedligeholdelse og udvikling af færdigheder, med ligebehandlingsprincippet og med intentionerne i Handicapkonventionen?
Der kunne sikkert stilles flere spørgsmålstegn, men jeg er simpelthen så gal på de berørte borgeres vegne, at jeg ikke er i stand til det lige nu!
Af Berit Andersen, Næstformand